Blog: Embedsfolk og politisering

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

Alle offentlige myndigheder vil sige: ”Vi er åbne og tilgængelige.”

Men undersøgelsen viser en tendens til, at åbenheden praktiseres meget forskelligt. Jo tættere på en minister, og måske også jo mere politisk betændt, desto mere lukket. 

En kommunikationsmedarbejder i en styrelse fortæller i et kvalitativt interview om en rapport, der hurtigt kunne blive meget kritisk, politisk set:

”Det er klart for en minister og et hold derovre af forskellige rådgivere, sådan en er stærkt politisk, den kan bruges politisk. Det vil de gerne ind over. Det kan være svært i forhold til også det med, at der kommer en masse henvendelse [fra medierne]. Det kan være svært at få svaret, sådan som vi gerne ville, hvis vi ikke havde hænderne på bundet ryggen. Pressemeddelelsen om den rapport var nærmest ulæselig. (…) Det kunne ikke blive mere kedeligt. Det er en af de ting, som vi har som styrelsen, det er tit de henvendelser, vi får, skal blåstemples af departementet. Det er med til den gigalange proces… Journalister kan ikke forstå… De sender et simpelt spørgsmål… Men i vores optik kræver det godkendelse, hvis det grænser op til noget, det kan der blive en politisk sag ud af. Så skal det godkendes i hoved og røv, så skal det godkendes i vores departement.”

En journalist siger om at kontakte kilder, der kritiseres tidligt:

”Hvis jeg nu ringede og fortalte, at vi var i gang med denne her historie… Hvad nu hvis ministeren var orienteret om det, så kan han sætte en embedsmand på plads, inden jeg bringer min historie, det er dilemmafuldt, når det foregår på den måde.”

Politikerne er ikke med i denne undersøgelse, men Djøf har igangsat en undersøgelse af forholdet mellem embedsværk og politikere. Der er dog nogle pointer fra den kvalitative del af undersøgelse, som stemmer godt overens med det, andre også har konstateret. Noget går tabt i åbenheden, når tingene bliver politiske.

Det konstaterede Bo Smith-udvalget også, der i 2015 kom med en række anbefalinger om samspillet mellem embedsværket, den politiske ledelse samt offentligheden. 

”Journalisterne giver udtryk for, at de oplever en øget politisering og tilskæring af de svar, de får, når de henvender sig til ministerierne. Henvendelser om rent faktuelle spørgsmål og forsøg på at blive klogere på et sagsområde »til baggrund« bliver i ministerierne ofte læst ind i en politisk kontekst og gør det sværere for journalisterne at få de oplysninger, de efterspørger, og med den hast som vore dages nyhedscyklus betinger,” står der i udvalgets rapport.

En kommunal embedsmand spørger i det kvalitative interview:

”Der foregår strategisk kommunikation fra alle steder. Jeg tænker over, om vi er med til at forplumre den demokratiske dialog? Der er nogle forskelle som udviskes, journalister ansættes, rollefordelingen bliver mindre tydelig. Jeg ville være naiv, hvis jeg påstod, at forskellene (mellem politikere og embedsværk) ikke udviskes, og det påvirkes også af hastigheden og kompleksiteten. Den kommunale embedsmand, hvad repræsenterer han, eller hvad burde han repræsentere? Det skal vi diskutere mere.”

Embedsfolkene kan nogle gange blive fanget som i en bermudatrekant mellem politikere, presse og de klassiske pligter for embedsmænd i centraladministrationen, der blandt andet handler om at sige sandheden og om at være partipolitisk neutrale.

Sigge Winther Nielsen skriver i bogen ”Entreprenørstaten”, hvordan det sker:

”I dag præmieres man for hurtig handling, der kan ramme en avisforside, hvad enten man er journalist, politiker eller embedsmand. Og når det bliver målet i sig selv, så forsvinder vælgernes ønsker alt for ofte op i den blå luft, når de møder virkeligheden.”

I sin bog cykler han rundt og spørger blandt andre embedsfolk, om de oplever problemer med gennemførelsen af ny lovgivning. Han skriver: ”De hæfter sig ved flere problemer, når reformerne udformes og udrulles: alt for høj hastighed, lukkethed i skabelsen af politik, underfinansiering, forligskredse, der binder politisk kreativitet, utålmodige medier, modstridende politiske krav, uambitiøse reformtiltag samt manglende viden og inddragelse i implementeringen.”’

Medierne bliver en del af det pres, der forårsager ringere politiske beslutninger.

Men lokalt er der også sket et skred ifølge informanterne i den kvalitative undersøgelse. En lokal journalist siger: 

”Jeg synes, for 20 år siden, da var det et særsyn, at politikere gik ud og kritiserede embedsfolk. Der kunne godt sidde en enkelt og være skinger og personlig, men vedkommende blev isoleret. Der blev slået ring om embedsfolkene, men det er ikke noget særsyn i dag. Det er bare enhver, der ikke er borgmester, der kan finde på at kritisere navngivne embedsfolk for dette eller hint, eller hele afdelinger, og det tror jeg, det har også været med til, at embedsfolk kan føle, at de har skydeskiver i nakken, at politikerne er hoppet med på den vogn. Det er vi nødt til at skrive, hvis en politiker kritiserer en afdeling, så kan vi synes, at det er forkert, men det nytter ikke noget, at vi lukker øjnene for det.”

Det er noget flere kommunale embedsfolk, herunder kommunikationsfolk kan nikke genkendende til. 

”Politikerne bestemmer, hvordan vi skal prioritere. De er vores chefer. Og alligevel kan de godt gå i pressen og gøre os til synderne. Men i sidste ende er det jo deres ansvar,” siger en.