Danmarkshistoriens største valgprojekt gennemført – hvad så nu?
2025-valget til by- og regionsråd er overstået. Læs her om de foreløbige resultater og effekter af demokratisamarbejdet ‘Dit valg. Vores Danmark’, og om hvordan projektet nu indgår i forskning på Syddansk Universitet.

Men historien slutter ikke her. Det sidste punktum i det historisk store samarbejde ‘Dit valg. Vores Danmark’ er nemlig ikke sat endnu. Det vender vi tilbage til.
Det blev et kæmpestort projekt:
- 8.000 børn og voksne deltog i 10 valgfestivaler rundt i landet, hvor det klassiske vælgermøde blev forvandlet til tre timers festival med Børste, borgmesterkandidater, fællessang og fællesskab.
- 1.000 politiske kandidater mødtes til fem stormøder og blev klogere på, hvordan de kunne føre en effektiv og konstruktiv valgkamp baseret på fakta og ikke angreb.
- 320 journalister og kommunikatører deltog i otte medieworkshops med fokus på en mere konstruktiv dækning af lokalpolitik.
- 356 studerende fra landets tre journalistuddannelser var i minipraktik på 48 lokalmedier – herunder TV 2’s regioner og DR’s distrikter.
- Vi introducerede FAKTATESTEN i samarbejde med Danmarks Statistik og Epinion, som blev stillet til rådighed for alle danske medier.
- 107.000 danskere deltog i landets største meningsundersøgelse, gennemført af Epinion for Constructive Institute. Resultatet blev 98 + 4 repræsentative undersøgelser, der viste, hvad borgerne satte øverst på dagsordenen i alle landets kommuner og regioner.
- 1600+ artikler og indslag blev lavet på baggrund af meningsundersøgelsen.
Og arbejdet stopper som sagt ikke her.
I disse uger indsamler Epinion igen svar fra danskerne – denne gang til brug i forskningssammenhæng: Syddansk Universitet – University of Southern Denmark vil i samarbejde med Constructive Institute dykke ned i tallene og se på effekterne af ‘Dit valg. Vores Danmark’.
Vi lover at vende retur med forskernes konklusioner i det nye år.
Tusind tak til mediepartnere, uddannelser, videnscentre, interesseorganisationer og ikke mindst de fonde, der har muliggjort ‘Dit valg. Vores Danmark’: VELUX Fonden, TrygFonden, Tuborgfondet, Jyllands-Postens Fond, KL og Danske Regioner.