Blog: Angreb på personer

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

”Jeg har oplevet en gang, at det blev en personhetz mod en [chef] vi havde. (…) Hun blev virkeligt hængt ud, helt urimeligt. Hun arbejdede på et ledelsesmæssigt mandat, og jeg arbejdede på et politisk mandat. (…) Det er underlødigt, men de gange hvor [mediet] er sådan, der følger vi op,”

fortæller en embedsmand om et forløb med kommunal leder, der endte med at blive fyret efter politisk pres. I hans øjne helt uretfærdigt.

En anden embedsmand fortæller om et forløb, han oplevede:

”Denne her forståelse af, at der gik man fra almen oplysning til jagten på en mand. Det blev ubehageligt at se på fra sidelinjen. Man kan sige, [oplevelsen med medierne] er positiv 90 procent af gangene, også når det er kritisk, men så er det bolden og ikke manden, man går efter. Der, hvor det bliver personforfølgelse, og vi ikke holder os på bolden, så er det ikke særligt pænt det, der foregår. Så lukker jeg i, hvis det er der manden, så kommer der ikke noget godt ud af det.”

De presseetiske regler lyder sådan: ”Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.” Reglerne er i gang med at blive revideret.

De kritiske historier, der handler om personer i embedsværket, er svære for myndighederne at håndtere. Både de historier, hvor medierne har fokus på en embedsmand, der reelt har gjort noget kritisabelt og måske må irettesættes eller afskediges på grund af det, og de historier, hvor en embedsmand hænges ud, uden at myndigheden er helt enig i mediernes udlægning af sagen. I den første type historie, hvor embedsmanden har begået fejl, kan det være svært for myndigheden at udtale sig ret meget om sagen, fordi der kører en personalesag, og myndigheden måske gerne vil beskytte medarbejderen. Det kan være et stort dilemma, fordi myndigheden på den ene side gerne vil beskytte organisationens image, på den anden side har tavshedspligt under forhandlinger med medarbejderen og måske vedkommendes fagforening. I den anden type, hvor myndigheden ikke er enig i kritikkens form og/eller indhold, må myndigheden forsøge at forsvare embedspersonen, men medierne kan være med til at skabe et politiske pres for at afskedige medarbejderen. Djøf er i gang med en undersøgelse om forholdet mellem politikere og embedsværk.

Læs også historien om sagen fra Fredericia, hvor mange embedsfolk var eller blev personligt involveret.

Medierne kan ifølge nogle af informanterne godt glemme, at den kritiserede embedsmand er et menneske, ikke kun en funktion i et ”system”.

En kommunikationsmedarbejder siger:

”Medierne tænker ikke på, at der er mennesker i den anden ende.”

En embedsmand siger:

”Vi taler om retten til at vise følelser i den slags situationer. Den følelsesmæssige dimension, hvad vil jeg stå på mål for?”

En anden fortæller om en konkret historie:

”I den verserende sag, vi har haft, endte det rent faktisk med, at pressen offentliggjorde navne på de personer, som det handlede om. Det, synes vi ikke, var ordentligt. De mennesker havde svært ved at finde et job efterfølgende.”

Især forløb, hvor en artikel udløser en ”samfundsmobning” af navngivne offentligt ansatte på de sociale medier, kritiseres.

En embedsmand fortæller:

”Der savner jeg, at man reflekterer over… De går på arbejde for at gøre det bedste, de kan. Den refleksion… den der laver noget, laver også en fejl. Vi vil gøre alt for at undgå fejl, og der er ikke nogen, de færreste står op og tænker: ’I dag laver jeg mest muligt dårligt på borgen’. Den refleksion kunne jeg godt drømme om, at journalister havde. Det kan jeg mærke på mine kolleger… visse grupper af medarbejdere er ikke på Facebook, for de får ondt i maven over at læse de grupper. Man kan melde folk eller lade være med at læse alting, det er også svært.”

En lokaljournalist siger:

”Vi har ikke nogen interesse i at blive personlige over for embedsfolk (…), så laver de en fejl, så er det embedsmanden der har lavet en fejl, ikke personen. Der kan man godt sidde med indtrykket af, at folk føler sig forfulgte af os på en eller anden måde.”

Han sammenligner den lokale presses dækning af en større sag med nogle nationale mediers måde at dække samme sag.

”Vi kan konstatere, at den journalistik [fra det nationale medie] ikke har været helt fint i kanten. De har virkeligt vinklet med en syl med ekspertkilder, som vi ikke ville have valgt. Der kan jeg godt forstå, hvis der breder sig en mistro, [vi bliver] alle slået i hartkort, vi har også tænkt, skal vi gå ind og lave dækning af [det større medies] dækning, men det er ikke vores opgave. Det enkelte medie skal stå på mål for deres egen dækning.”

En anden lokaljournalist svarer på spørgsmålet: ”Hvad er god adfærd fra journalister og medier?”

”God adfærd, det er at respektere kommunale kilder som de mennesker, de også er. De er ikke bare ’systemet’, men de er ansatte af kød og blod, og de står på mål med noget, der er større end en sag. Det handler om basal respekt.”