Blog: Clickbait
Embedsfolk er trætte af clickbait. Hvorfor skal overskriften på nettet have en tak for meget, spørger de?
Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.
”Det hele bliver til clickbait. Det er taget til fuldstændigt ustyrligt i de seneste år, man bliver endnu mere træt, når man skal læse en overskrift med et tåbeligt tvist, der giver klik,”
siger embedsmand.
Han siger, at han alene ved at læse overskriften kan se, om det er ”en ordentlig ting” eller ej.
”Jeg kan se, hvordan de differentierer overskrifterne fra de digitale til de trykte [medier]. De tuner den endnu mere på de digitale medier,” siger han.
Medierne skal generere klik. For klik er penge. Klik øger måske antallet af mennesker, der køber adgang til den digitale udgave, og klik giver flere annoncekroner.
”Selv mit gamle, elskede [medie] laver de mest forfærdelige clickbait,” siger en kommunikationsmedarbejder.
Hun oplever også, at der er forskel på printrubrikker og onlinerubrikker.
”Onlinerubrikker bliver langt mere clickbaited, så de ikke holder,” fortsætter hun.
”Jeg synes, at lokaljournalistikken er mere sensationsorienteret. De har brug for klik. På en måde er det et vilkår,” siger en anden kommunikationsmedarbejder.
Han nævner også en ”kompleks” casehistorie, der bliver kørt med en anden rubrik på nettet, og hvor nogle af nuancerne er udeladt.
”Ingen tvivl om, at der er meget stort fokus på at vores historier bliver læst på nettet,” siger en lokaljournalist.
”Det er jo en fortløbende diskussion, vi har, om det bliver for tabloidt,” siger en anden.
En journalist forklarer:
”Vi er i en ny virkelighed, hvor det ikke længere er public service, der driver værket på samme måde som tidligere. Der er stadig noget public service, men vi er meget opmærksomme på, hvor mange der læser, hvad vi skriver, på nettet. Vi bliver målt og vejet, og vi bliver hele tiden evalueret på, hvad vi opnår af læsertal på de ting, vi skriver. De ting, der ikke bliver læst og ikke interesserer læsere og borgere, dem skærer vi væk eller ignorerer, fordi de har ingen bred interesse, og det kunne faktisk være rart at fortælle, hvorfor vi prioriterer, som vi gør,” siger han.
Han fortæller også om mediets kamp for at forklare, hvorfor en artikel ligger bag en betalingsmur og kun kan læses af abonnenter. Mange læsere forstår ikke, at journalister også skal have løn for deres arbejde, og at det koster at producere journalistik. Når artiklen så er låst, opstår det næste problem.
Nogle læsere kan kun læse rubrikken. Og så får de ikke hele historien og heller ikke nuancerne i for eksempel en casehistorie. Det betyder måske, at myndighedens svar og forklaring ikke står i den tekst, som læseren uden adgang til hele artiklen læser. Hvis de overhovedet forsøger at læse mere end bare overskriften. Det er et kæmpeproblem, for så går debatten amok på de sociale medier – uden at debattørerne og troldene kender den rette sammenhæng.
”Det er et kæmpe problem for os,” siger en kommunaldirektør.
Journalisten, der oplevede at blive målt og vejet på netop klik, siger:
”Vi har diskuteret det meget. Vi får lavet nye rubrikker, som virker i den nye kontekst, men er der for meget lokken folk ind for at se artiklen? Det diskuterer vi.”
I offentlighedens tjeneste
Constructive Institute har undersøgt forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister. Hvordan ser de tre grupper på hinanden?
Hvis du har input til undersøgelsen, kontakt venligst Lene Rimestad: lene@rimestad.dk eller 53131243.