Blog: Fælles interesser

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

”Jeg har sjældent haft så gode snakke med embedsfolk og kommunikationsfolk som under pandemien,”

siger en journalist, der oplevede en høj grad af transparens og åbenhed, når det handlede om at fortælle borgerne om alt fra skolelukninger til mobile testcentre.

”Vi havde mange positive oplevelser med [medier], de var de mest åbne og nuancerede og velforberedte. De havde styr på deres ting. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med dem,” siger en kommunikationsmedarbejder om samme periode.

En tredje siger:

”Regionale medier bød sig til – ud fra samfundssind, public service, de ville gerne være med til at informere borgere. De spurgte, om der var noget, de kunne hjælpe med, og som vi gerne ville have ud.”

En anden journalist er kritisk overfor den form for samarbejde:

”Du havde sådan en fornemmelse af, at medierne og myndighederne står sammen om det her. Jeg følte, at der var nogle – de blev embedded i det. De kom for meget over på den side med forstå myndighederne. Jeg var ved at kaste op.”

Der kan være fælles interesser for medier og myndigheder. Det gjaldt blandt andet under corona, hvor informationer om ændrede regler, nedlukninger af skoler eller geografiske områder, nye vaccinationssteder eller testcentre skulle kommunikeres ud hurtigt og så bredt som muligt. På et medie sendte en redaktør i starten af pandemien en mail til samtlige medarbejdere om at være bevidste om, hvordan journalisterne dækkede den:

”Vi nærmer os en epidemi i Danmark. Det bør afspejle sig i vores journalistik. Jeg siger ikke, at vi ikke skal være kritiske, udredende. Det er del af vores journalistiske DNA, vi altid skal holde fast i. Men vi bør tænke vores rolle lidt anderledes, som faktuelt folkeoplysende.”

Han kom også med konkrete eksempler og skabte i mediehuset en større debat om, hvad pressens rolle er. For flertallet af journalisterne handler det om at kunne være systemkritiske og ikke ”oplysning til borgerne om samfundet”, som en kommunikationsmedarbejder kalder det.

En kommunikationsmedarbejder i en region siger om coronadækningen:

”Der blev de (medierne) jo på mange måder mikrofonholder, og det var vigtigt med de budskaber. Vi havde sådan et godt samarbejde, vi var alle sammen pressede. Der fik vi en kæmpe hjælp fra medierne, og da presset var ovre, så var der opsparet en trang til en kritisk historie.”

Men også i perioder uden pandemi kan der være fælles agendaer. I kommunerne kan det handle om, at medierne for eksempel hjælper kommunen med at uddanne og rekruttere flere ansatte til sundhedsvæsenet eller at formidle informationer om en begivenhed. Men det er ikke altid, at journalisten kan se, hvordan det bliver til ”god journalistik”.

En journalist siger om sin kritiske journalistik:

”Jeg støder tit på denne her med, at ’hvorfor skal I nu skrive om det, er I ikke interessereset i at tale området op eller kommunen op?’. Denne her opfattelse af, at vi har en fælles agenda og et fælles mål på en eller anden måde, den hersker stadigvæk. Måske lidt mindre end den har gjort indtil for ganske nylig.”

Han nævner et konkret eksempel på en kritik, han fik, da han dækkede en kommune kritisk.

”Vi hjælper dem bedst ved at være kritisk over for dem, mener jeg.  Den forståelse kan jeg godt savne.”

En anden lokaljournalist er mindre forbeholden over for at tale lokalområdet op.

”Hvis det har en journalistisk relevans… Det er også en del af vores eksistensberettigelse at gøre [lokalområdet] til et bedre sted at leve. Det kan være at gøre folk oplyste og give dem mulighed for at engagere sig i lokalområdet,” siger han, men uddyber også:

”Vi skal ikke derhen, at vi hverken i praksis eller ifølge opfattelsen ude i byen lader os håndfodre. Hvis de siger om det om os, det duer ikke.”

En kommunikationsmedarbejder i en region oplevede da heller ikke, at medierne blev skødehund under coronapandemien:

”Det har ikke betydet, at de (medierne) går mindre kritisk til os. Pressen har stadig sin vagthunderolle. Landsdækkende medier havde et konfliktperspektiv på det meste. De prøvede at vinkle meget på konflikt – om man var bagud, hvor var der flest syge, om der var værnemidler nok, om sygehusdirektører fik adgang til medicin før andre. Der blev Ikke lagt fingre mellem der. Det er superfair. Pressen blev ikke tandløs af det.”

Hun tænker på, om der er en læring af coronaperioden:

”Hvor meget er tilbage af det, når det er hverdag igen? Der er noget tilbage. Jeg oplever nogle mere konstruktive måder at arbejde sammen på. Vi har snakket med journalister hele tiden, men nu er der en accept af, at vi godt kan bruge hinanden og en større opmærksomhed på hvordan.”