NEW: Read about the fellow’s Study Tour to San Francisco here

Learn More

Svært for myndigheder at klage

Både embedsfolk og kommunikationsfolk oplever, at det er svært at klage over fejl i medier. Og svært at få indrømmelser af fejl.



Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

 

”Vi kunne klage over det til Pressenævnet. Det bruger vi ikke tid på. Det er konfliktoptrappende og ikke værdiskabende. Det er bedre med en dialog,”

fortæller en kommunaldirektør om en sag, han havde med et lokalt medie for nogle år siden.

En pressechef i anden myndighed fortæller, at hun flere gange gerne har haft lyst til at prøve en sag ved Pressenævnet, men at hendes direktør ville heller gå dialogens vej og ikke ønsker at optrappe konflikten.

En anden kommunaldirektør siger:

”Pressen er enorm selvretfærdig. Jeg savner, [at journalister er] nysgerrige på: ’Er der nogle ting, vi kan gøre bedre’. Jeg er efterhånden helt stoppet med at give feedback til dem. Der var engang, jeg gjorde det.”

Han prøvede engang at skrive en mail til en lokalredaktør med en kritik af en historie, men oplevede så, at mailen blot blev citeret i en leder, hvor redaktøren skrev, at kritikken var udtryk for et, at han ville bestemme avisens indhold med ”tirader, om at vi er vagthund”. 

”Det er fint, men hvem er vagthund over for medierne,” spørger kommunaldirektøren.

For nylig reagerede den samme kommunaldirektør dog igen på en historie og fik denne gang en bedre skriftlig dialog med chefredaktøren. Det var en positiv overraskelse for ham, at han fik en mail tilbage i en ”super konstruktiv tone”.

Nogle få har opgivet dialogen, mens det typiske er at tage dialogen.

En kommunal kommunikationsmedarbejder siger:

”Hvis ting bliver taget ud af en kontekst, eller noget er misforstået, så reagerer vi på det stille og roligt. (…) Vi har en så nær kontakt, at vi bare kan ringe til [lokalredaktøren] og sige: ’Undskyld, den der [misforståelse] skal I lige være opmærksomme på. Så kan det være, at [lokalredaktøren] siger, at han er uenig, og så må vi være uenige. Vi bliver ikke uvenner om det.”

Dialogen kan være vejen frem. En regional graverjournalist siger:

”Det er altid noget lort, hvis vi går i byen med en historie, med en tese, som de bærende kilder ikke abonnerer på. Der skal vi være parat til at vende tilbage til os selv og vende det igen. Har de ret, eller er det en afledningsmanøvre? (…) tunnelsyn opstår også hos os. (…) Jo bedre produktionsvilkår vi har, jo større er chancen for, at vi har mulighed for at tænke over, om vi har fat i den lange ende eller ikke,” siger han.

En anden regional journalist fortæller, hvordan hun havde researchet på en historie, som en kollega skulle arbejde videre på. Journalisten havde talt både med borgmesteren og nogle borgere, der var sure over noget, men kollegaen valgte kun at ringe til borgerne i den endelige udgave af historien. Det syntes borgmesteren ikke var fair.

”Borgmesteren ringede til mig, og jeg fik voksenskældud. Det var en meganederen følelse. Det var dårligt journalistisk arbejde, og det var jeg klar over. De blev ikke hørt. Det står skarpt for mig, selv om det er [flere] år siden. Det var ikke sjovt. Så bliver man ramt på fagligheden,” siger hun.

I de kvalitative interview indgår også anbefalinger til både løbende møder mellem journalister og lokale myndigheder

Flere kommunaldirektører anbefaler jævnlige møder med lokale og regionale journalister, hvor man snakker om løst og fast og uden en egentlig dagsorden. Det er ikke alle kommuner, der praktiserer den form for møder, men både journalister, de embedsansatte og kommunikationsfolkene kan se en fordel i at mødes ”i fredstid”, som en lokaljournalist kalder det. 

” Det er meget vigtigt vi skal tale med folk igen og igen, vi skal aldrig brænde nogen af,” siger en lokaljournalist og efterlyser ros. ”Man får altid at vide, når de synes at det er noget lort, men (…) det er meget sjældent [at de ringer med ros]. Måske får man det at vide senere, hvorfor ikke med det samme (..) Jeg ville blive bekræftet i at: ’Okay jeg har ikke skabt nye uvenner her eller dummet mig her’.

Hvorfor klager offentlige myndigheder ikke til Pressenævnet?

Få offentlige myndigheder som kommuner, regioner og statslige styrelser eller ministerier klager til Pressenævnet. Det viser en gennemgang af kendelserne fra de seneste år: 2020, 2021 og 2022 til og med 21. juni 2022. 

Vibeke Borberg er advokat med speciale i informationsret, herunder medieret og presseetik. Hun er også formand for Medienævnet, der administrerer mediestøtten. Hun peger på flere grunde til, at offentlige myndigheder ikke klager. De primære grunde er for det første, at offentlige myndigheder og offentligt ansatte skal kunne tåle ret meget i medierne.

”De er en magtfaktor, og derfor tilhører de den gruppe af personer, der skal kunne tåle mere – som politikere, erhvervsledere og andre, der sætter en dagsorden.”

Derfor indebærer en klage en ”procesrisiko”, og myndigheden skal være villig til at løbe den risiko. Hvis sagen tabes, så dukker historien op i medierne igen, og myndigheden skal overveje, om det er risikoen værd.

For det andet lukker offentlige myndigheder sig nogle gange om sig selv for at beskytte medarbejderne. 

Nogle gange er der også hensyn til andre end de ansatte. Det kan være tavshedspligt over for borgere, så man ikke kan forsvare sig så godt, fordi man ikke kan bruge de relevante informationer på grund af tavshedspligten.

Ud over de to primære grunde kan der også være andre forklaringer på, hvorfor myndigheder så sjældent klager.

”Måske er der også en intern tvivl om, hvad skal vi kunne tåle. Skal vi slås for at få en rettelse, eller skal vi bare leve med det? Man prøver på at bevare en god stemning med de lokale medier,” siger Vibeke Borberg.

Hun holder oplæg for blandt andet kommuner om balancen mellem tavshedspligt og ytringsfrihed.

Hendes budskab er: Hvis en borger selv går til medierne, kan myndigheden bedre forsvare sig uden at tilsidesætte hensynet til borgerne og sin rolle som offentlig myndighed. Borgeren åbner med sin kritik for et modsvar, og det må man tåle som borger, hvis myndighedens udlægning er en anden.

”Men man skal selvfølgelig ikke køre borgeren over,” siger Vibeke Borberg

Hvis borgeren for eksempel siger: ’Jeg har aldrig hørt fra kommunen’, kan kommunen godt sige: ’Der har været holdt en langt række møder i den sag’. Og kommunen kan også godt gå ud med faktiske oplysninger og for eksempel afvise, at kommunen har været passiv uden at gå i detaljer om forløbet. Hvis borgeren er meget detaljeret, så kan man også godt afvise detaljer i det det konkrete hændelsesforløb. 

”Kommunen har den mulighed, når borgeren har åbnet for ballet,” siger hun.

Hun understreger også, at det offentlige faktisk har en forpligtelse til at sikre, at borgerne har tillid til myndigheder.

”Hvis borgerne ikke tør bruge hospitalet, jobcentret eller socialforvaltningen, fordi institutionen er udsat for en uberettiget eller unuanceret kritik, så skal de offentlige myndigheder imødegå eller fremlægge deres version.”

Det er overset pointe, mener hun. Det er altså ikke godt nok at blive handlingslammet som offentlig myndighed og bare lade stå til. De har en pligt at fortælle, hvordan det forholder sig og dermed sikre tilliden til de offentlige institutioner.






Om projektet

I offentlighedens tjeneste

Constructive Institute har undersøgt forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister. Hvordan ser de tre grupper på hinanden?

Hvis du har input til undersøgelsen, kontakt venligst Lene Rimestad: lene@rimestad.dk eller 53131243.

Tilbage til forsiden