Blog: Karsten Hüttel, den erfarne kommunereporter

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

”Skal vi på handicaptoilettet?”

Sådan et spørgsmål kunne Karsten Hüttel godt finde på at stille en embedsmand, han fik i røret. Mærkeligt? Ja, men helt centralt. Forklaring følger.

Karsten Hüttel har arbejdet mere end 20 år som politisk reporter i blandt andet Vejle og Odense, inden han gik på pension i 2016.

Han opsummerer det perfekte samarbejde mellem presse og embedsmand: ”Det perfekte samarbejde er til stede, når embedsmanden via samtaler uden for citat – med sin faglige viden, er med til at kvalificere min viden i en sag. Enten til brug i baggrundshistorier, kommentarer eller klummer eller til at kunne stille mere kvalificerede spørgsmål til de mennesker, der skal stå til ansvar, nemlig politikere.” 

Han uddyber: ”Den dygtige embedsmand forstår med andre ord, at en journalist ikke bare er en modstander, men ofte er en medspiller, der kan levere viden og indsigt til læserne og borgerne. Det kræver tillid mellem embedsmand og journalist. Hvis den tillid ikke er til stede, indtager embedsmanden ofte rollen, som den, der forsvarer systemet og/eller politikeren.”

Sådan en relation opbyggede Karsten Hüttel til en del embedsfolk i Odense Kommune. Efter at Fyens Stiftstidende indførte storrumskontor for redaktionelle medarbejdere, så kunne den fortrolige samtale med embedsfolkene ikke længere foregå uden blandt kollegerne.

”Jeg var ikke interesseret i, at andre skulle vide, hvem jeg talte med,” siger Karsten Hüttel

Derfor stillede han spørgsmålet om en tur på handicaptoilettet. Handicaptoilettet var stort nok til at bevæge sig, en vask, der var bred nok til blokken, uden glasvinduer ud til kollegerne og isoleret godt nok til at føre fortrolige samtaler – uden for referat, til baggrund og til øget indsigt i detaljer og sammenhænge i kommunale sager.

Når politikere og journalister snakker sammen i fortrolighed og uden for referat, taler nogen om at tale i logens tegn. Men når lokaljournalist Karsten Hüttel talte med sine fortrolige kilder, omdøbte han det til ”i handicaptoilettets tegn”.

Tre typer embedsfolk

Der findes tre typer embedsfolk i Karsten Hüttels historiebog. 

Den første type giver aldrig nogensinde ”en flig af noget som helst”. Den anden type er den korrekte, men påpasselige embedsmand, der giver lige præcist det, han skal og ikke mere. Den tredje type deler ud af stort og småt og kan bruges til at afprøve, om en historie holder.

”Uden at putte nogen i båse, så er embedsmænd meget forskellige, og de personlige relationer er fuldstændigt afgørende,” siger han.

Den gode relations fundament er, at man overholder aftaler og opfører sig ordentligt.

”Så længe folk overholder aftaler, så får jeg en bedre historie, det bliver bedre journalistik og mere hæderligt og troværdigt,” siger han.

Men det kan også blive for tæt.

Karsten Hüttel oplevede at blive inviteret til private middage med kilder, og han deltog også i mest uformelle arrangementer, hvor kilder også var med. En enkelt gang bliver han tilbudt at køre med videre i en taxa til en bar efter et arrangement. Han sagde nej tak og tog hjem.

”Noget tid efter søgte en kollega aktindsigt i bilagene fra den persons forskellige ture, så jeg var glad for, at jeg ikke stod noteret som medpassager på det bilag,” siger Karsten Hüttel.

”Jeg var jo altid journalist, så fik jeg en historie på sådan en tur, så skrev jeg den også,” siger han.

Den gode relation til embedsfolkene blev også brugt til at ”trykteste” historie: Holdt viklen og dokumentationen eller ej?

”Jeg tror, at fordi de har stolet på min hæderlighed, fordi jeg brugte tid og energi på at mødes med dem også uden et ærinde, så kunne jeg gøre det,” siger Karsten Hüttel.

Forandringerne

Noget af det, Karsten Hüttel ser som forandret, er journalisternes opgave med at levere til mange platforme 24/7. Men han har også skullet levere mange linjer hver dag, som mange journalister også skal i dag. Han dækkede ene mand to kommuner i nogle af sine første år som journalist i Jylland, og han fyldte mange spalter i avisen hver eneste dag.

”Dengang var der næsten ingen adgang til embedsfolk, og jeg lavede ikke mange kommunale historier, for jeg skulle også dække landboforeninger, sportsklubber, sparekasser og alt muligt andet,” siger han og peger på, at mulighederne dengang var helt anderledes. 

”Dengang var der heller ikke spindoktorer, som lægger deres klamme hånd på alting,” siger han.