Blog: Negativ og unuanceret journalistik

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

”De ringer eller skriver ikke, hvis det er noget godt. De ringer eller skriver kun med en historie, som handler om noget, der er forkert, der er for dårligt eller en fejl. Det handler næsten altid om, at de taler grimt om noget eller nogen,”

siger en embedsmand om sine møder med journalister.

Er journalister generelt ret gode til at nuancere en historie? Nej, det mener 57 procent af de adspurgte embedsfolk ikke (N= 202). Kommunikationsfolk og andre embedsfolk erklærer sig enten meget uenige eller delvist uenige i udsagnet. 26 procent er meget eller delvist enige i, at journalister generelt er gode til at nuancere en historie. 

68 procent (N = 202) af de adspurgte svarer, at de er delvist eller helt enige i, at ”medierne fokuserer for meget på negative vinkler”. 13 procent er uenige i udsagnet.

”Uanset hvad vi gjorde som kommune, så var det ikke godt nok. Dækningen blev i nogen medier grænsende til sensationsbåret og racistisk. Det gjorde, at det simpelthen ikke altid var nuanceret og konstruktivt, ” siger en kommunikationsmedarbejder om en konkret sag, der udviklede sig fra at være en lokal til at blive en landsdækkende historie.

En kommunikationsmedarbejder siger, at han efter skiftet fra journalist til kommunikationsmedarbejder har måttet grave i sin egen selvopfattelse om at have været en ”ridder i journalistikkens tjeneste”. Nu oplever han, at journalister nogle gange bare ”vil nakke nogen”. 

”Tit kaster [journalisterne] sig over nogen, som ikke er skurke, som bare gerne vil gerne gøre et godt stykke arbejde for kommunen. Det er sgu mærkeligt at opleve,” siger han.

Manglen på nuancer

Et af argumenterne for, at offentlige organisationer ansætter kommunikationsfolk, er, at myndigheden har brug for at nuancere det negative billede, medierne tegner af offentlige institutioner. De embedsansatte kommunikationsfolk har også svaret på spørgsmålet: ”Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? – Medierne fokuserer for lidt på historier om best practice og løsninger af problemer.” Her svarer 72 procent i surveyen (N=148), at de er meget enige eller delvist enige. Kun 13 procent er meget eller delvist uenige.

”Hvem har retten til at formidle, hvad offentlige institutioner laver,” spørger en kommunikationsmedarbejder. ”Tidligere var det medierne, man havde længere formater og flere nuancer. Nu har man ansat kommunikationsfolk [i de offentlige organisationer], der hele tiden kommunikerer [de mere positive historier]. Hvis medierne mest bringer de der gotcha-historier, så må vi gøre noget andet.”

En embedsmand siger om en konkret sag:

”Det skaber et forkert billede. Jeg er helt med på, at hvis vi gør noget, der er skidt, så skal vi have kritikken, men med sådan noget der ændrer man billedet af servicen i kommunen til noget, som ikke er rigtigt. Der mangler mange nuancer i det billede.”

Generelt ved kommunikationsfolkene godt, at en pressemeddelelse med en positiv historie kan ende med en negativ vinkling i medierne.

En kommunikationsansat fortæller om, hvordan en historie om ledighed, der kunne være fortalt nuanceret og måske endda med positive toner, blev vendt til en negativ historie om sammenhængen mellem den førte politik og ledighedstallene. Uden at der reelt var tale om en dokumenteret kausal sammenhæng. Det lykkedes ikke kommunikationsmedarbejderen at overbevise journalisten om, at kausaliteten ikke holdt. Og så havde han problemer med at overbevise embedsfolkene om at medvirke som kilder til historien.

”Embedsfolkene tænker: ’Nuancerne er væk. Det der skal jeg forsvare over for min fagfæller’,” siger han om den situation.

En anden kommunikationsmedarbejder siger:

”Der er gevinster ved at kommunikere klart til borgerne. Især i en mindre kommune, fordi der bliver tegnet et billede af [kommunen] og andre steder i landet, som ikke er retvisende. Lokale medier kan rette op på noget af det, men det er langt fra hele løsningen.”

Mange kommuner bruger derfor meget aktivt deres egne kanaler som hjemmesider, annoncer og sociale medier til at dele budskaber om begivenheder eller de positive historier fra hjemmepleje, børnehaver, skoler og andre kommunale organisationer.

En anden kommunikationsmedarbejder fortæller om en meget kompleks personorienteret sag, at nogle nuancer var udeladt, men at det skyldtes, at der var noget, som journalisterne ikke kunne skrive – af hensyn til nogle af de involverede.

”Jeg har ikke oplevet [i vores kommune), at historien ikke var der, men mere at nuancerne ikke kom med,” siger han om det mere generelle billede.

En journalist udtrykker sin enighed i, at nuancer er nødvendige.

”Jeg har den holdning, at vi skal afspejle verden. Hvis nuancerne forsvinder, så forsvinder læserne også,” siger en journalist, der samtidig siger, at journalistikken ikke må blive for ”skabelonagtig” eller ”forudsigelig”.

En anden journalist siger:

”Vi går ikke kun efter struben. Vi skal være nuancerede, konstruktive. Det ligger i public service, og det er et benchmark for os og ikke den nye store opfindelse.”

En embedsmand udtrykker det kort: ”Dygtige journalister er med til at give et nuanceret billede.”