Blog: Personbåret samarbejde

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

”Jeg har ikke en sort liste, slet ikke,”

siger en kommunikationsansat i en styrelse, samtidig med at han sætter navn på et par journalister, som han er ”lidt mere forsigtig med”.

”Man skal kun opleve en gang at blive røvrendt eller forsøgt røvrendt – man skal kun møde et broddent kar, så er alle journalister sådan, det kræver meget at genoprette den tillid,” siger en embedsmand.

I surveyen, der har for få besvarelser til at vise andet end en tendens, svarer hver fjerde kommunikationsansat, at de er helt enige eller delvist enige i udsagnet: ”Jeg undgår visse medier i mit arbejde” (N = 146) eller i udsagnet ”Jeg undgår visse journalister i mit arbejde” (N= 145). Tallene er højere for embedsfolkene, hvor hver tredje (N i gennemsnit = 108) har samme holdning. Blandt journalister svarer også cirka hver tredje, at de er enige i at de undgår visse kommunikationsfolk eller kommunikationsafdelinger i deres arbejde (N i gennemsnit = 169). 

På spørgsmål, om det er konteksten (selve historien eller situationen), organisationen eller mennesket, der skaber problemerne, er svarene forskellige, men mange peger på, at personen, og den personlige relation er afgørende for samarbejdet.

”Det er meget personafhængigt. Vi har haft oplevelser med en person ved de lokale medier, som vi ikke er begejstret for, mens andre er mere samarbejdsvillige og konstruktive,” siger en kommunal embedsmand.

”Det er er mere noget personligt, om man støder på problemer,” siger en journalist om samarbejdet med myndighederne.

En kommunal embedsmand siger om en lokal journalist, at han er ”kendt for at være aggressiv”. 

Ikke overraskende øger den kritiske, negative historie risikoen for et mindre godt samarbejde med den offentlige myndighed. En del embedsmænd siger dog, at for dem er det ikke selve indholdet i historien, der afgør deres villighed til at deltage. Det mest afgørende er journalistens ”attitude”, som en embedsmand siger. Attituden til personen på den anden side af bordet. Attituden til dialogen. Attituden til funktionen, organisationen eller ”systemet”. Og attituden til arbejdet.

Kommunikationsmedarbejderen kan ofte hurtigt høre, om journalisten har en negativ attitude.

”Kan redaktør A ikke lide presserådgiver B, men han kan godt lide presserådgiver C? Kan man have en kontrovers i en god tone. Det er sådan lidt… Det er personbåret,” siger en kommunikationsansat.

En anden uddyber:

”[Samarbejdet ]afhænger af journalistens indstilling. Har de en formodning om, at vi kan samarbejde, eller er de på forhånd på vagt. Det har stor betydning, ” siger en anden.

En kommunikationsperson siger:

”Det er bare nogle gange svært helt at undsige sig fra, at hvis man har en dårlig oplevelse med journalister på et medie, så har man mere tilbageholdenhed med mediet generelt.”

En meget kritisk lokal journalist har netop den oplevelse med en myndighed:

”De er blevet lidt skeptiske. Jeg har været meget kritisk over for dem. Hvis jeg var dem, ville jeg heller ikke snakke med mig. Jeg har en forståelse for det. Det er legitimt.”

Ordet ”ordentlig” i en eller anden form bliver brugt 76 gange i de kvalitative interview. Og ordet bruges af mere end halvdelen af de interviewede. Men hvad betyder ordentlighed?

Det er ordentligt, når en journalist klart og tydeligt fremlægger sin præmis, fortæller om andre kilder og sender alle spørgsmål på skrift og har tålmodighed. Det er også ordentligt, når journalisten dækker en sag nuanceret og sagligt frem for sensationalistisk og skarpvinklet.

Det er ordentligt, når kommunikationsmedarbejderen giver adgang til information og kilder. Det er ordentligt, når en kommunikationsmedarbejder ringer hurtigt for at forklare, hvorfor journalisten ikke kan forvente at få sine svar inden deadline. 

Det er ordentligt, når en embedsmand stiller op – både til de negative og de mindre negative historier.  

Det er til gengæld ikke ordentligt, når en journalist ringer en embedsmand op i bilen og første interviewer ham om en banal sag for derefter at stille skarpe spørgsmål til en kritisk sag, som embedsmanden ikke har forberedt sig på.

Det er ikke ordentligt at kontakte en journalists chef for at klage over ham, inden man som minimum har forsøgt at løse uoverensstemmelsen med journalisten selv.

Det er ikke ordentligt, når en kommunikationsmedarbejder siger: ”Den historie holder ikke.” Og journalisten efterfølgende må konstatere, at historien holder. Og er stor og væsentlig for offentligheden.

En embedsmand forklarer, hvordan den pågående og mistroiske journalist virker på hende:

”Det er [en dårlig oplevelse, når journalistens henvendelse er] kombineret med en mistænkeliggørelse. Jeg siger: ’Det er et tal, som vi ikke samler ind’, og: ’Det må du leve med. Vi kan ikke dokumentere alle ting, selv om vi er gode til det i Danmark’. Og journalisten forsøger at gå tættere på: ’Du må da vide at…’, ’Har du ikke oplevet, at…’, hvor jeg synes, at tendensen er, at de forsøger at presse en til at indrømme noget.  ’Nej, det er der ikke’. ’Jamen du må da…’.  ’Nu har jeg sagt det til dig, tre gange faktisk, det samme’. Nu skal jeg trænges op i en krog, og det er uhensigtsmæssigt for et samarbejde.”

På mediesiden viser den kvalitative undersøgelse blandede svar. Nogle kommunale kommunikationsfolk og embedsfolk foretrækker de lokale medier frem for de nationale, fordi de lokale kender kommunen indgående og har god dialog med embedsfolk og politikere. Andre har det modsat og mener, at de nationale er mere professionelle og har en højere etisk standard. I nogle tilfælde afhænger det af enkeltpersoner, i andre tilfælde er argumentet en generel tillid til mediet i mere bred forstand.

En embedsmand siger: 

”Der er meget forskel på medierne. Jeg synes, at sådan noget som radio og tv, de har en meget mere målrettet tilgang, hvordan de formidler, de har både en mere positiv og en meget dialogsøgende tilgang til, hvordan får vi det budskab ud, så modtagerne forstår det. Jeg har et billede af, at skrevne medier har en mere… de holder meget fast i de gamle dyder i stedet for at gå i dialog. Nogen journalister holder meget fast i, at nu kommer der virkelig en breaking news for dem. Vi ryster på hovedet: ’Du fandt et lille hul, men du kunne have fået det store billede. Det er meget mere interessant.”