Blog: Uppdrag Granskning

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

”Vores opgave er at afsløre misforhold og magtmisbrug. Vi skal give borgerne værktøjerne til at kunne tage stilling til forskellige samfundsspørgsmål i det demokratiske samfund. En forudsætning for denne opgave er, at vi har seernes tillid. Denne tillid forudsætter, at vi er omhyggelige, retfærdige og modige.”

Sådan indleder det svenske graverjournalistiske program Uppdrag Granskning sine retningslinjer for, hvordan de skal løse opgaven med at producere kritisk, undersøgende journalistik.

Det var et brat wake up-call, Nils Hanson fik i 2004. Han var dengang chef for Uppdrag Granskning i perioden 2003-2018. Nogle kolleger fra Mediemagasinet, et svensk program om medierne, dokumenterede, hvordan Uppdrag Granskning begik faktafejl, bragte misvisende statistik og ubegrundede anklager.

”Reaktionen blev enorm med krav om at nedlægge programmet, ikke mindst fra skadefro kolleger. ”Uppdrag förvanskning” blev et begreb,” skriver Nils Hanson i et kapitel med titlen ”Mediemagasinet hjälpte oss bli bättre” i bogen ” Vem granskar granskarna?” fra 2012. Men mest smertefulde var reaktionerne fra de skuffede seere. Hvordan kunne flagskibet inden for undersøgende journalistik svigte på den måde?

Allerede inden den sønderlemmende kritik var Nils Hanson begyndt på et arbejde med kvalitetssikring af den undersøgende journalistik, som Uppdrag Granskning leverer. Men arbejdet var langt fra færdig, da programmet fik den smæk fra kolleger på et andet program.

Nu – på en brændende platform med trussel om mulig lukning – skulle det arbejde gøres færdigt. For at genvinde seernes tillid skulle Uppdrag Granskning sætte nogle standarder for graverarbejdet.

Det gjaldt om at finde en systematik, som kunne forhindre de graverende fejl i programmer. Fra forkert brug af tal og statistik til unfair vinkler på historier. 

”Det er nødvendigt at have nogle metoder til at forankre arbejdet med den undersøgende journalistik,” siger Nils Hanson.

Tunnelsyn

Det største problem for graverjournalister er tunnelsyn eller confirmation bias: et ønske at bekræfte en bestemt vinkel leder journalisten i netop den retning. Tunnelsyn er det modsatte af at ville finde sandheden om noget. Tunnelsyn er et helt almindeligt menneskeligt fænomen: Vi vil gerne bekræftes i at have ret. Og så finder vi – nærmest pr. automatik – noget, der bekræfter os i den holdning, vi har.

Men som journalist, som forsker eller bare som kritisk og selvkritisk borger gælder det om også at lede efter fakta, der modbeviser det, man tror er sandt.

”Kunne jeg (også) dokumentere det modsatte,” lyder det klassiske spørgsmål, som graverjournalisten stiller sig undervejs i sin research.

Uppdrag Granskning ønskede at komme tunnelsynet til livs, og derfor udviklede redaktionen en stribe kontrolstationer og metoder for at forhindre, at journalisten blev blind for andre vinkler.

Så tidlig forelæggelse og tidlig kontakt som muligt til de kilder, som kritiseres, er et af grebene. 

”Vi er så åbne, som vi kan, når vi ringer personen op og fortæller om, hvad vi har af fakta, og hvad dokumentaren vil indeholde. Det lønner sig ganske enkelt, fordi så har kilden mulighed for at påpege fejl eller sige, at noget er misvisende, siger Nils Hanson som dog understreger, at der kan være grunde til at gøre undtagelser og vente med at tale med kilden til projektets afsluttende fase. Men så meget åbenhed som muligt er hovedlinjen.

Hvis man for eksempel undersøger og ønsker at kritisere økologisk landbrug, skal man bede de økologiske landmænd og deres organisationer om at komme med deres bedste dokumentation for og deres bedste eksempler på de modsatte synspunkter og vinkler. Den kritiseredes argumenter og eksempler skal også indgå i programmet, så seerne får nuancerne og mulighed for at tage stilling til adversary kildens input.

”Vi skal være generøse mod dem, som vi gransker, og vi skal lede efter deres bedste argumenter,” siger Nils Hanson.

50 nuancer af sort

Manglen på nuancer kan skade tilliden. Det var en af konsekvenserne af en Uppdrag Granskning-reportage fra byen Grums med titlen ”At leva och dö i Grums”. Grums ligger 20 minutters kørsel fra Karlstad, og programmet handlede om, hvor en mindre by langsomt affolkes. Udsendelse blev kritiseret – blandt andet for kun at fortælle den negative historie om arbejdsløshed, stofmisbrug og færre indbyggere i byen. En del indbyggere kunne ikke genkende billedet, som kommunaldirektør Leif Haraldsson, der mente, at byen blev malet i 50 nuancer af sort i stedet for med en bredere pallette af farver.

”Det var, som om vi havde krænket en hel kommune,” skriver Nils Hanson i bogen ”Sanning, förbannad lögn och journalistik – om journalistikens anspråk på att säga sanningen”, der udkom i 2020. Journalisterne fra Uppdrag Granskning tog tilbage til Grums for at optage en ny udsendelse. Denne gang med flere nuancer og flere synspunkter.

”Erfaringerne fra Grums gav mig en vigtig indsigt,” skriver Hanson. ”Vi skal lede efter formildende omstændigheder og alternative forklaringer på samme måde, som vi leder efter dokumentation for det dårlige.”

Line-by-line

For at undgå fejl gennemgås manus line-by-line for at tjekke alle fakta: Er titlen rigtig? Hvad er dokumentationen for det tal? Hvordan og af hvem underbygges den påstand?

Og kilderne får at vide, hvad dokumentaren handler om, eller får tilsendt manus og kan gennemgå det inden dokumentaren vises. Blandt andet så kilderne kan tage stilling til, om de synes, at de er citeret loyalt. For det er en almindelig kritik, at nogle interview kan klippes, så citater tages ud af en kontekst, der kan få kilde til fremstå på en bestemt måde.

Der er ingen modstandere blandt journalister for den tætte kontakt med kilderne, fortæller Nils Hanson.

”Der findes reportere, som går endnu længere, end jeg gør. En sender for eksempel filmklip til alle, der medvirker, så de kan se sig selv før publicering. Jeg synes, at det er nok at sende manus,” siger Nils Hanson.

Det er en omfattende proces og en forhandling, hver gang en ny dokumentar skal forelægges. Nogle gange mødes parterne i flere timer for at diskutere indholdet.

”Vi skal kunne sige, at vi har gjort alt, hvad vi kunne og rettet til, når det var berettiget,” siger Nils Hanson.

Forhandlinger

Det er meget arbejdsomt og krævende at indgå i de langvarige dialoger med kilderne. Men dialogen er nødvendig.

”Vi fortæller kilderne, hvordan vi gengiver deres synspunkter, og vi tager hensyn til deres input,” fortæller Nils Hanson.

Nogle gange publicerer Uppdrag Granskning også disse dialoger, så seerne selv kan høre, se eller læse kildens indvendinger eller faktuelle oplysninger. 

”Det er en vigtig proces for os,” siger Nils Hanson.

Kun hvis historien handler om kriminelle eller farlige mennesker, eller informationerne er kursfølsomme, kan redaktionen lade med at tage kontakt. Kriminelle kan true med repressalier over for kilder, og kursfølsomme oplysninger kan føre til insiderhandel. Derfor skal den type historier nogle gange behandles på en anden måde.

Sårbare kilder

Uppdrag Granskning har også et særligt kodeks for sårbare kilder.

”Hvis vi for eksempel tager kontakt til voldtægtsofre, så kontakter vi dem ikke via mail eller telefon, men hellere med et brev med posten med vores ønsker for programmet,” siger Nils Hanson.

Her får kilden også lov til at se udsendelse og har ret til derefter at beslutte, om de vil medvirke.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at nogen siger, at de ikke vil være med, men processen skal være tryg for dem, og det er beroligende at have muligheden for at sige nej til at medvirke,” siger han.

De fleste siger ja til medvirke. 

”De ser sig selv i en seriøs sammenhæng, og kan måske bidrage til en positiv udvikling inden for et område.”

I nogle tilfælde har kilden sagt ja til at stå frem med navn, men redaktionen beslutter sig for alligevel at anonymisere for at beskytte kilden.