Blog: Aftaler mellem alle tre grupper
Det mest enkle greb for et godt samarbejde er klare, tydelige aftaler, som man overholder. Så opbygges der tillid, og embedsmanden tør måske mere.
Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.
En mand er en mand og et ord er et ord.
Sådan lyder et gammelt ordsprog. Tillid kræver, at man holder ord: At man ved, hvem man taler med, og indgår en klar aftale om, hvordan samarbejdet foregår. At aftaler overholdes.
”Jeg prøver altid at være så åben om min præmis, min vinkel og deres rolle som overhovedet muligt, synes jeg,” siger en graverjournalist.
”[Journalister] bør grundlæggende holde det, de lover. Give muligheder for udtalelser, være opsøgende, lytte til den anden vinkel. Spørge en ekstra gang, lave deres arbejde ordentligt, lave overskrifter, der passer til. Tage den gode historie, men ikke overgøre den,” siger en kommunal embedsmand.
En anden embedsmand fra en statslig organisation siger.
”De hårde konfrontatoriske interviews. Det er næsten at foretrække. Det er det værste ikke vide, hvad man deltager i. Hvis man skubbes ud foran kameraerne, [det er] ikke bare mig, der skal gøre en journalist glad, Vores organisation skal også have noget ud af det.”
Langt de fleste journalister, embedsfolk og kommunikationsfolk er gode til det. At få aftalt rammerne for relationen på de væsentligste punkter
For embedsmanden og kommunikationsmedarbejderen handler det især om at få afklaret:
Det lyder meget banalt, men de dårlige erfaringer med uklare eller brudte aftaler optræder i mange af de kvalitative interview. En brudt aftale er ikke bare en brudt aftale. Den er også et skår i tilliden.
Fra første præsentation
Der er i det kvalitative datamateriale få eksempler på, at en journalist fortæller om, at embedsfolk indgår uklare aftaler eller bryder aftaler med journalisten.
Men den anden vej rundt er der mange eksempler. Selv det banale, at journalisten præsenterer sig for kortfattet, kan være et problem. En kommunikationsmedarbejder gengiver en samtale, hun havde, da en journalist ringede til hende om en større sag i hendes kommune.
”Hej, det er [Laura] fra [program].”
”Hej [Laura] fra [program]. Hvad hedder du til efternavn?”
”Hvorfor det?
”Jeg vil gerne vide det, så jeg kan finde dig igen. Jeg kan jo ikke finde Laura i [medieorganisation].”
Kommunikationsmedarbejderen spørger i det kvalitative interview, om man ikke på uddannelserne lærer, at det er mere professionelt og troværdigt at præsentere sig med fuldt navn og organisation.
Problemet med at præsentere sig klart ligger i den lette ende af skalaen for god kontakt og klare aftaler.
Her er nogle andre eksempler på klare, uklare eller brudte aftaler:
-
Eksempel et En kommunikationsmedarbejder giver klausuleret materiale som en solohistorie til en journalist, og vedkommende ringer til en politiker inden det tidspunkt, hvor materialet er offentligt. Politikeren har endnu ikke set materialet og spørger: ”Hvor har du det fra?” Kommunikationsmedarbejderen siger: ”Jeg bliver mere tilbageholdende, og jeg giver ikke en solohistorie til dem en anden gang”.
-
Eksempel to En journalist fortæller, at en ledende kommunal medarbejder blev meget vred på ham over en historie med hendes udtalelser. ”Hun skrev rundt til andre medarbejdere, at det havde hun aldrig sagt.” Men hun kontaktede ikke journalisten. Han fik det at vide fra andre. På det tidspunkt var relationen så dårlig, at han heller ikke konfronterede hende med det.
-
Eksempel tre En kommunaldirektør siger: ”De [lokale medier] er dårlige til at fortælle, hvad deres vinkel er, eller fortælle, om det, jeg siger, er citat eller baggrund.” Han har også prøvet, at journalisten sagde, at noget var til baggrund, men alligevel skrev det, han sagde. Han spørger derfor selv, om noget er til baggrund eller citat, hvis journalisten ikke klart forklarer, hvad han skal bruges til. Og han har mere respekt for de landsdækkende medier, fordi han mener, at de er mere professionelle i deres aftaler med kilderne.
-
Eksempel fire En kommunikationsmedarbejder bliver bedt om at finde en casekilde i et indvandrermiljø, fordi journalisten ikke selv kan finde en kilde. I forbindelse med historien går debatsporet på de sociale medier amok i sagen, uden at mediet modererer debatten. Kommunikationsmedarbejderen siger, at så vil han få svært ved at finde en kilde, der har lyst til at stille op i den type sager en anden gang. Generelt oplever han dog, at journalisterne er gode til at beskytte erfaringskilder, som han giver videre til dem.
-
Eksempel fem ”Vi var ikke briefet om den reelle vinkel,” fortæller en kommunikationsmedarbejder, der så oplevede, at citater blev hevet ud af en sammenhæng og brugt, så de passede til den vinkel, de ikke var briefet om. Han undskylder forløbet med, at historien måske ændrede sig undervejs, men synes stadig, at journalisten burde have kontaktet dem og burde have fået nye udtalelser.
-
Eksempel seks En kommunikationsmedarbejder oplever, at nogle journalister sendes i byen uden at forstå historien. Aftalen om at medvirke er indgået med en anden journalist i organisationen. ”Det er ofte med tv. (…) En journalist, som er ude, som er udstyret med spørgsmål og vinkel på forhånd uden selv at have en forståelse for, hvad emnet egentlig handler om. Det er virkelig udfordrende for et tillidsfuldt samarbejde. Politikere og embedsfolk forklarer og svarer, men de bliver mødt af opfølgende spørgsmål, der viser, at journalisten ikke anerkender, ikke lytter til eller ikke forstår, hvad det handler om. Det føles som kafkask på en eller anden måde.”
Den absolut værste oplevelse er dog, når journalisten trækker tæppet væk under en embedsmand.
”Jeg tror, at der har været en enkelt episode, hvor vi havde en fra egen organisation, som vendte tilbage fra interview og var rødglødende og følte sig behandlet dårligt. Præmissen var brudt. Det får en kæmpe indflydelse, vi skulle lappe på den skade i flere måneder. Vi kan stadig godt snakke med den journalist, men da ringede jeg ikke til ham i lang tid efter,” fortæller en kommunikationsmedarbejder.
Sker det foran rullende kamera eller åben mikrofon, er det endnu værre.
”Måske er [politikere og ledende embedsmænd] professionelle kilder, men de er stadigvæk mennesker. De gider ikke se dumme ud. Det gavner ikke journalisterne, at man er underinformeret. Medmindre journalisten gerne vil have, at nogen skal se dumme ud,” siger en kommunikationsmedarbejder
Eller hvis man har optager og bruger optagelser fra møder, hvor aftalen er, at det ikke skal bruges.
I et eksempel optager en journalist en embedsmand på et baggrundsmøde, transskriberer det, vedkommende siger, og beder derefter kommunikationsmedarbejderen om at få et interview, fordi de jo allerede har citatet på bånd, som de ellers vil bruge. En form for afpresning.
”Svært,” siger kommunikationsmedarbejderen om situationen. Han vil på den ene side ikke tage afstand fra metoden, men på den anden side kan han heller ikke argumentere internt for, at embedsmanden skal stille op, fordi aftalen om ikke at citere fra mødet er på vej til at blive brudt.
En del embedsfolk deltager kun, hvis de 1) får alle spørgsmål skriftligt og 2) må se, hvad de citeres for, så de kan rette faktuelle fejl og misforståelse. Men også her kan aftalen om at få noget til gennemsyn, blive brudt. Nogle har oplevet, at journalisten aldrig vender tilbage, inden historien kører, andre har prøvet at få en version af historie til gennemsyn, men ser en helt anden version i medierne.
I offentlighedens tjeneste
Constructive Institute har undersøgt forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister. Hvordan ser de tre grupper på hinanden?
Hvis du har input til undersøgelsen, kontakt venligst Lene Rimestad: lene@rimestad.dk eller 53131243.