Blog: Bange for medier

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

Det er svært for medierne at få adgang til embedsfolk.

Forklaringerne kan være mange: Manglende tid, andre opgaver prioriteres højere og et ønske at styre informationerne. Men nogle embedsfolk er også utrygge ved at stille op i det hele taget, viser den kvalitative og den kvantitative undersøgelse.

”Journalister skal huske, at embedsfolk bliver bange, når de ringer. De er bange for at sige noget, som de ikke må og bange for ikke at være rette talsperson. Hvis man skal udtale sig på vegne af kommunen, skal ansvaret placeres hos den rette,” siger en kommunikationsansat i en kommune. ”Embedsfolkene er bange for, at det de siger, bliver brugt mod deres chef eller mod andre: ’Det ved jeg ikke, om jeg tør’.”

”Hvis man bliver ringet op af en journalist som sagsbehandler, kan man blive mundlam eller utryg, så det gælder om at vide, hvornår man har ledelsesmæssig opbakning til at udtale sig,” siger en embedsmand.

I surveyen svarer 33 procent af journalisterne (N= 171) helt enig eller delvist enig på, at de ”ofte oplever, at offentligt ansatte kommunikationsfolk bliver nervøse, når jeg kontakter dem”. Blandt embedsfolkene svarer knap hver anden, 46 procent, (N = 92), at de er helt eller delvist uenige i påstanden: ” Jeg har generelt tillid til de journalister, som kontakter mig”.  42 procent er helt enige eller enige og har altså tillid til de journalister, som kontakter dem.

En kommunikationsmedarbejder, der har været i jobbet i kort tid og tidligere har været journalist er overrasket over, hvor meget frygten for pressen fylder: ”Jeg oplever stor nervøsitet for pressen i det hele taget. [Kommunens ansatte er] bange for de negative historier, og hvis man har en positiv historie, bliver den tit forvrænget. Vi kan ikke styre den, hvis journalisterne har gravet noget negativt frem eller vender den til noget negativt.”

En embedsmand med mange års erfaring fra ministerier siger:

”Man skal ikke have 20 års erfaring for at høre om et citat, så du ligner satan. Jeg hører tit den frustration.”

Problemet er, at en dårlig oplevelse kan præge ikke bare den enkelte medarbejder, men også kollegerne i lang tid.

”Mange embedsfolk har en berøringsangst på baggrund af en masse dårlige oplevelser, og de sker stadigvæk, men lige som man ikke kan sige noget generelt om alle offentligt ansatte eller alle embedsmænd, så kan man ikke slå alle journalister over en kam,” siger en kommunikationsansat med længere erfaring i en kommune og forklarer dermed, hvordan hun internt må argumentere for, at en dårlig oplevelse med en journalist ikke bør præge det brede samarbejde.

En kommunikationsansat i en styrelse siger det samme:

”Mange ledere har haft en dårlig oplevelse med en journalist, og det ligger dybt i dem. ’Sig ja’ [til interview], siger jeg, men de er på hælene, fordi de er løbet ind i nogen, som har været lidt aggressive.”

Især en situation, hvor tæppet bliver trukket væk under en i et live interview, kan sidde dybt i den enkelte i lang tid.

”Det er et kendt tv-trick. Selv om man har indgået en kontrakt, så stiller journalisten spørgsmål, som man ikke er forberedt på,” siger en lokaljournalist. ”Det, synes jeg, er dårlig stil. Der kan sikkert også være nogen, der tænker, at vi er gået for hårdt til nogen i konkrete tilfælde.”

Han fortsætter: ”Jeg har respekt for, at de også bare passer deres arbejde. De vil gerne have ryggen fri: ’Hvis the shit hits the fan, skal det ikke være på mit skrivebord’.”

En embedsmand siger:

”Man bliver håndsky som embedsmand. Der tænker jeg på den kynisme… om det er del af journalistuddannelse? Er de friholdt for al empatisk tilgang, eller mister man den i det fag?”

En informant, der både har arbejdet som kommunikationsmedarbejder i en kommune og som journalist siger:

”Brændt barn skyer ilden. Medierne får ikke alle nuancer med. Fagspecialisten tænker: ’Åh, nu får de igen det udlagt som noget, jeg ikke mener. Nuancerne er væk. Det skal jeg forsvare over for min fagfæller.’ Så er det nemmere at lade være.”

En journalist forstår godt den følelse.

”Det er helt realistisk og en reel frygt […] Medierne er blevet ustyrlige,” siger han med henvisningen til dækning i døgndrift og journalister, der går efter den ”gode historie” og clickbait snarere end den fair og nuancerede historie.

En journalist fra et andet stort medie siger:

”Du kan jo ikke stole på journalister.”

Kan man stole på dig?

”Nej, jeg løber med afsted med mine vinkler. Vi offentliggør jo alt, hvad vi hører,” siger han med en portion selvironi og et stort smil.

Ikke alle journalister

Kommunikationsmedarbejdere og offentlige chefer prøver at få sat proportioner på de enkelte dårlige oplevelser. En kommunikationsmedarbejder i en kommune forklarer:

”Vi har haft konkrete episoder, som har skubbet holdningerne hos embedsfolk, der får en lav tillid og det kan jeg godt forstå (…) så man prøver at få det kapslet ind, så det ikke forurener det brede samarbejde, vi har med pressen.”

En kommunaldirektør, der har oplevet mere konstruktiv journalistik i det lokale medie siger:

”Jeg tror, at hvis man opgjorde de gode og dårlige historier på spaltemillimeter, så man ville man få bekræftet billedet af, at der er masser af gode historie om os. Men det er en erhvervssygdom i min branche, at man husker sådan noget her (en i hans optik unuanceret historie).”

En kommunikationsmedarbejder siger om sin rolle: ”Mit arbejde går med at skabe tillid mellem embedsfolk og journalister.”

Det arbejde går blandt ud på at finde ud af journalistens vinkel og etik, men også at klæde embedsfolkene på til at stille op.

Men kommunikationsfolkene beskytter også embedsfolkene og andre ansatte i organisationen.

”Jeg kunne ikke drømme om at sende medarbejder ud i interview, hvis vedkommende ikke har lyst,” siger en kommunikationsmedarbejder.

Visse journalister og medier har et dårligt ry, og dem undgår man gerne, hvis man kan. For undersøgelsen viser også, at nogle journalister får et stempel som svære at arbejde sammen med.

En kommunikationsmedarbejder forklarer:

”Hvis den person [embedsmand eller politiker] så siger, at det var ubehageligt det her. Så vil vi ikke hive fat i den journalist igen.”

Skal, skal ikke

Den offentlige organisation har selv forskellige løsninger på problemet:

• Få styr på omfanget af problemet: Så slemt er det ikke. En enkelt oplevelse skal ikke ødelægge alt samarbejde. Kommunikationsfolk siger i interviewene, at de ofte påtager sig opgaven med at overbevise en embedsmand om at stille op – trods embedsmandens tøven eller frygt og trods tidligere negative erfaringer i organisationen.
• Få navn på synderne: Undgå de journalister og/eller medier, som har en problematisk tilgang til stoffet eller til mennesker. 
• Lad de mest nervøse slippe for at stille op. Nogle organisationer vælger at beskytte medarbejdere, som ikke ønsker at have kontakt med medierne. Andre stiller det som et krav, at alle medarbejdere fra et vist niveau kan stille op til interview. Nogle medietræner medarbejderne til det eller sørger for, at en kommunikationsmedarbejder kan hjælpe med mediehåndteringen. Andre organisationer vælger at centralisere kommunikationen og lader få, udpegede og måske medietrænede chefer stille op til interview.
• Klare aftaler: Indgå klare aftaler med journalisten: Hvad er vinklen? Hvilke spørgsmål skal besvares? Bed om at se citater, bliv båndet til tv eller radio i stedet for at gå på live.
• Skriftlige spørgsmål og svar. Ved at kræve både spørgsmål og svar på skrift beholder embedsværket magten over kommunikationen, så de i hvert fald i deres ende af samtalen har helt kontrol over, hvad der bliver sagt, og hvad mediet kan bruge.
• Stil op mindst muligt i kritiske sager. Der er i visse offentlige organisationer ifølge journalisterne en tendens, at nogle embedsfolk, men især politikere, ikke stiller op, hvis historien er kritisk. Det er en af de mest drastiske løsning at lade være med at samarbejde med pressen.