Blog: Journalist cases

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

En ledig, der klager over jobcentret. En mor, der klager over skolen. En grundejer, der klager over byggesagsbehandlingen. En syg, der klager over behandlingen. En virksomhed, der klager over bureaukratiet. Og så videre.

”En glemt ble fra en vikar kan smadre en hel sommer,” siger en embedsmand.

Det er en del af den journalistiske kerneopgave at give stemme til dem, der ikke bliver hørt, og at pege på fejl hos dem, der har magten. Den lille mand mod det store system-historier. Men embedsfolk og kommunikationsfolk er trætte af casehistorier, hvor deres svar bliver underprioriterede i det samlede billede, og hvor den konkrete casehistorie enten ikke matcher det generelle billede af et problem eller bliver en unuanceret eller næsten karikeret gengivelse af virkeligheden. Casehistorien kan være problematisk, viser både den kvantitative og den kvalitative del af undersøgelsen.

I surveyen svarer en embedsmand på spørgsmålet: ”Hvis du kunne lave noget om i den danske mediebranche, hvad skulle det så være?”

”At sætte sig mere ind i lovgivningen fremfor at fortælle enkeltsager uden at sætte dem ind i en sammenhæng. Jeg er bekymret for, at medierne kommer til at skubbe til en dagsorden, hvor fakta negligeres,” skriver embedsmanden.

”Man lader nogle mennesker, der notorisk ude af balance… Alle får lov til at få en mikrofon og en hel side i avisen, det opleves som en manipulation,” siger en embedsmand i et kvalitativt interview.

”Jeg oplever, at journalister, meget karikeret, skal være på borgernes parti, det handler om borgere, der er blevet dårligt behandlet, nogen der synes, at de ikke er blevet vaccineret endnu, eller det er koldt, når de venter [i kø]. Medierne udfordrer ikke den oplevelse, som borgerne har, men til gengæld går de hårdt til os,” siger en anden embedsmand.

I surveyen er 46 procent af kommunikationsfolkene (N= 138) meget enige eller delvist enige i, at ”journalister bruger for ofte enkeltstående cases, der ikke afspejler virkeligheden”. Blandt de kommunale chefer er tallet højere: 83 procent (N=156) er meget enige eller delvist enige i udsagnet.

Det helt store problem er fordelingen og substansen af den journalistiske arbejdsindsats. Borgeren eller virksomheden, den forurettede part, får taletid, medløb fra journalisten og masser af plads i det endelige produkt. Myndigheden ringes op som den sidste, får de kritiske spørgsmål og ikke så meget plads i det endelige produkt.

Selv i de tilfælde, hvor embedsfolk, herunder kommunikationsfolk, udtrykker ros for selve sagens substans form af et ”tak, fordi I, journalister, bragte det problem på bane”, udtrykker de mindre tilfredshed med den behandling, de får, når de skal svare på klagerne igennem mediet.

En embedsmand siger om en konkret historie: 

”Det er et partsindlæg af en forurettet borger kvast af et umenneskeligt system, og så spørger man [chefen for området]: ’Hvad siger du til det?’ Hun siger så: ’Da der ikke foreligger samtykke, kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag.’ (…) Mit udgangspunkt er, at jeg har ingen i mit system, der vil smadre tilværelsen for borgerne.”

Han fortsætter:

”Nogle gange vælger journalisten at bringe et partsindlæg, men borgere og læsere kunne blive klogere, hvis vi kunne fortælle om, hvad det handler om fra vores synspunkt.”

Et par repræsentative eksempler i datamaterialet:

• Casekilden har en psykisk lidelse eller er mentalt ude af balance og kan ikke overskue konsekvenserne af sin medvirken. Casekilden får problemer med andre involverede som naboer eller familie på grund af sin fortolkning af forløbet. 
• Casekilden har en meget fordrejet opfattelse af et forløb. For eksempel, at der ikke har været nogen møder med de relevante (det har der), eller at kommunen gør noget forkert (det gør de ikke, men lovgivningen er desværre sådan).

Skemaet viser nogle af problemerne med casehistorier:

Forskere har tidligere dokumenteret, hvordan casen er en god historie for medierne, men også hvordan casen kan skævvride modtagernes opfattelse af et problem.

”Der er eksempelvis risiko for, at nyhedsbrugerne føler sig dårligere informeret, at deres oplevelse af omfanget af samfundsproblemer bliver skævvredet, og at deres holdninger og adfærd påvirkes af, hvilken case der er valgt,” skriver professor David Nicolas Hopmann, professor MSO Morten Skovsgaard og adjunkt Kim Andersen på Videnskab.dk professor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, i indlægget på videnskab.dk.

Myndighederne har samtidig pligt til at arbejde for, at borgerne ikke mister tilliden til dem. Så hvis en case ikke repræsenterer det samlede billede eller det korrekte billede, så har myndigheden pligt til at svare for sig. Derfor bliver den skævt vinklede casehistorie et problem. Ikke bare for den konkrete myndighed, men også for tilliden til det samlede offentlige system.

En kommunaldirektør siger:

”Jeg kærer virkeligt om, (…) at man [som journalist] belyser en sag fra flere sider. (…) Nogle gange bliver jeg præsenteret for, at man har skrevet en artikel på halvanden side, og så kan jeg få fire spørgsmål i en spalte, og jeg aner ikke, hvilken kontekst jeg svarer i. Jeg synes, at det er forfladigende i min optik. (..) Det er en spiral, der kun går nedad, og det er ærgerligt.”