Blog: Journalistens rolle

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

Vagthunde? Ministertaburetvæltere? De svage stemmers talerør? Eller blodhunde, virkelighedsforvrængere og ukritiske mikrofonholdere?

Journalisternes rolle kan defineres på mange måder. Men hvordan definerer de deres egen rolle, og hvordan ser embedsfolkene, herunder kommunikationsfolkene på dem? For de opfattelser kan også være med til at definere relationen og mulighederne for en ordentlig og respektfuld dialog.

På den ene side viser surveyen en overordnet respekt for medierne som nødvendige. Der skal være en fri kritisk presse i et demokrati. Det er alle enige om.

”Medierne har en rolle, som man er nødt til at respektere som aktør,” siger en embedsmand i de kvalitative interview.

På den anden side er embedsfolk og kommunikationsansatte kritiske over for den måde, som rollen nogle gange udføres af journalisterne. 

Hver tredje embedsmand (N = 110) er for eksempel enig i udsagnet: ”I mit arbejdsliv har jeg ofte negative oplevelser med journalister.” Lidt flere er uenige. 42 procent (N = 108) er enige i udsagnet: ”Jeg undgår visse medier i mit arbejde.”

Hvad er opgaven?

En lokaljournalist beskriver sin rolle sådan:

”Vi er ikke kommunens pr-afdeling. Jeg er ikke sat i verden for at glorificere en kommune eller glæde vores borgmester. Vi har en anden rolle. Vi må meget gerne være stolte af, at vi bor i en god kommune, og det skal afspejle sig i vores historie, men det er ikke det eneste, vi skal.”

En kommunikationsmedarbejder siger om det lokale medie:

”Redaktionen skal være sin rolle bevidst – og det er ikke, at man er klassisk, gammeldags vagthund, eller at man er til salg for den højstbydende, men den mening, man skaber. Det kunne være interessant at diskutere den. Hvordan skaber man mere mening for samfundet?”

Embedsfolkene og kommunikationsfolkene er delte, når det gælder holdningen til, om medierne løser opgaven godt. Cirka 40 procent af de adspurgte embedsfolk og kommunikationsfolk (N = 357) svarer, at de er helt eller delvist enige i udsagnet: ”Medierne har negativ indflydelse på samfundet”. Det samme antal, 40 procent, er uenige. Resten, hver femte, er hverken enige eller uenige. Især embedsfolkene er kritiske over for mediernes indflydelse på samfundet. Men samtidig er for eksempel de kommunale embedsfolk enige i, at ”det er vigtigt at have journalister, der er kritiske over for offentlige institutioner”. Her svarer 86 procent (N=157), at de er helt eller delvist enige. Så det principielle med medier er godt, mens det konkrete, praksis, er mere mudret.

I surveyen svarer en embedsmand på spørgsmålet: ”Hvordan kan forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister blive bedre?”:

”Det ligger i sagens natur, at det skal være køligt. Hvis journalister skal holde øje med systemet, kan vi ikke samtidig have en tillidsbaseret relation. Men … vi burde have det til fælles, at vi arbejder for et bedre samfund, og det, synes jeg ikke, flertallet af medierne gør. Der bliver skabt skræmmebilleder og et meget ensidigt perspektiv på den offentlige sektor, som alt i alt fremstilles som et selvtilstrækkeligt monster, der stjæler folks penge og vil levere mindst muligt tilbage. Det er urimeligt over for de tusinde af medarbejdere, der leverer en helt enestående indsats hver eneste dag. Det er urimeligt overfor borgerne, som skal frygte, om de kan få hjælp, når de bliver gamle, syge, mister deres arbejde m.v. Og det bliver en selvopfyldende profeti, for så vælger unge den offentlige sektor fra – det er ikke et fedt sted at arbejde.” 

Ikke overraskende er flertallet af journalisterne, 70 procent (N = 173), uenige i udsagnet om, at medierne har en negativ indflydelse på samfundet. 18 procent (N = 173) er dog enige. 

Blandt journalisterne er knap 90 procent (N = 161) enige i, at ”det er min opgave at afsløre magtmisbrug og andre misforhold”. Når medierne bliver mere negativt vinklende i deres dækning, skruer myndighederne op for deres egen kommunikation, så den – i deres optik – bliver mere retvisende.

Kommunerne og andre offentlige myndigheder har en interesse i at markedsføre sig – for eksempel vil kommunerne gerne tiltrække nye indbyggere eller få flere frivillige til at engagere sig i store lokale projekter. De så gerne, at det lokale medie bakkede op om sådan nogle dagsordener. Men det lokale medie kan konstatere, at den slags historier ikke genererer klik og sorterer dem derfor ofte fra.

”Der er de to grundlæggende ting. De [kommunen] har nogle ting, de skal sælge, og vi efterspørger noget.  De to mødes ikke altid. Man respekterer hinandens job, man prøver at sætte sig i den andens sted, og så snakker man om, hvad der kan lade sig gøre eller ikke lade sig gøre,” siger en journalist.

Velforberedt?

Et andet problem er journalisternes viden. Både embedsfolk og kommunikationsfolk kritiserer journalister for at kontakte kilder uden rigtigt at vide noget.

Når embedsfolkene og kommunikationsfolk bliver spurgt om udsagnet: ”Når jeg bliver kontaktet af journalister, er de generelt velforberedte”, svarer mere end hver anden (N=110) svarer, at de er uenige i det.

En kommunikationsmedarbejder siger:

”Noget af det negative jeg har haft oplevelser med, er manglende forberedelse. Hold kæft, man er nogle gange ude i spekulationer… om de ikke bliver uddannet godt nok. Jeg har skrevet til [nogle af lederne af journalistuddannelserne]: ’Prøv at høre her, der er noget galt i den måde, de (journalisterne) bliver uddannet. Hvordan er redaktionernes virkelighed versus vores i kommunerne? Hvad siger I til dem om det?’ Det kunne være, vi kunne samarbejde bedre, hvis de vidste mere.”

En anden kommunikationsmedarbejder siger:

”Jeg er måske lidt atypisk. Jeg kan godt lide, når journalisterne går til biddet. Det får de deres penge for, og jeg kan godt være i det. Men nogle er det lidt for smart i en fart. Det bliver ukritisk mikrofonholderi, og det giver nogle gode overskrifter, men det er bare ikke rigtigt.”

En embedsmand skriver som svar på opfordringen i surveyen: ”Hvis du vil uddybe din grad af tillid til medierne, kan du gøre det her”:

”Det handler ikke så meget om enkelte medier, men mere at det nogle gange kan opleves som om, at der i jagten på at skære en sag er det hele tiden lidt unuanceret fokus på at finde de steder, hvor der er konfliktstof. Og hvis der er nuancer, perspektiver, andet, som ikke passer ind i vinklingen, så kommer de ikke altid med. Det er fint at få problemerne frem, så længe man husker proportionerne. Tror ofte det handler om at sælge historier, klik mv. (de rammeforhold journalisterne arbejder under), frem for at få fremstillet en sag nuanceret.”

Figuren viser yderpunkterne i opfattelsen af journalistens rolle med udgangspunkt i de kvalitative interview.

Forskellige syn på journalistens rolle

Dikotomi for journalistens rolle. Modellen afspejler yderpunkter på en skala og er ikke udtryk for et gennemsnit af informanternes holdninger.

Respekt for hinandens roller

Respekt for hinandens roller indgår som et godt råd i mange interview som et svar på spørgsmålet: Hvordan kan forholdet mellem medier og offentlige myndigheder bliver bedre?

”Man skal bare vide, vi har forskellige dagsordener, og vi skal respektere det arbejde, som dem på den anden side har,” siger en journalist.

Journalisten skal respektere embedsmanden og kommunikationsmedarbejderens rolle og pligter i systemet og de begrænsninger, det giver. Embedsmænd, herunder kommunikationsfolk, skal respektere journalistens rolle i samfundet. For eksempel at journalisten stiller kritiske spørgsmål og ikke bare ukritisk viderebringer myndighedernes egen version af en historie, men går kritisk til de ansvarlige.

En garvet journalist siger om det forhold:

”Altså, jeg synes, god kommunikation fra en kommune accepterer præmissen om, at de er i folkets eller borgernes tjeneste, og at vi som journalister er folkets eller borgernes repræsentant. Der skal være den grundlæggende respekt for vores arbejde. En kommune burde ikke være ret meget i sig selv andet end en tjener for borgerne. Så skal kommunen acceptere 100 procent, at en fri og uafhængig presse repræsenterer borgerne og har andre dagsordener, end den selv har. Så synes jeg, at god kommunikation er at servicere pressen og journalister, som var de en del af ejerkredsen.”