Hvad er tillid?

Tillid er forudsætningen for, at vi indgår i relationer. At vi taler med hinanden, åbent, utvunget og ærligt, er forudsætningen for vores demokrati. Med tillid får vi bedre relationer, bedre dialoger og en bedre demokratisk samtale.

 

Læs mere om at øge tilliden

 

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

”Gensidig tillid. Jeg er ofte blevet lovet at få artikler mv. til gennemsyn (det sker ikke), jeg er blevet misciteret, og jeg har sågar oplevet at blive ringet op og fået stillet opfølgende spørgsmål, hvor det viste sig, at jeg blev båndet og sendt i radioen. Begge dele uden min viden og samtykke.” 

 

Sådan svarer en embedsperson i surveyen på et åbent spørgsmål om, hvordan forholdet mellem journalister, embedsfolk og offentligt ansatte kommunikationsfolk kan blive bedre.

Eller en journalist siger om en relation til en kommunaldirektør, der ikke havde tillid til medierne:

”For [den nye kommunaldirektør] var pressen fjenden: Nogle, der skulle tackles og håndteres. Man kunne ikke stole på os.”

Men hvad er tillid, og hvordan sørger vi for, at den findes? Det store spørgsmål ligger som et underliggende tema i denne undersøgelse. undersøgelse viser gennem en survey og kvalitative interview tillidens eller mistillidens anatomi i relationen mellem offentligt ansatte embedsfolk, kommunikationsfolk og journalister.

Tilliden til medierne er historisk lavt. Det viser tal fra Edelmann Trust Barometers indeks, der hvert år undersøger tilliden til medier, virksomheder, NGO’er og regeringer. Kommunikationsbureauet Primetime for den danske del af undersøgelsen. 

69 procent af danskerne mener i 2021, at danske medier er »fyldt med upålidelige oplysninger«. Det er flere end i forhold til året før og langt mere end i andre lande som Holland, Tyskland, Canada, Frankrig og selv USA. Når danskerne bliver spurgt, hvilke faggrupper der kan drive forandringer i det danske samfund, så kommer journalistik dårligst ud af alle.

Men hvad forårsager helt konkret den faldende tillid, og hvordan arbejder vi for at få mere tillid i stedet for mindre tillid? Det fokuserer denne undersøgelse på. Ved at indkredse problemerne i journalistik, embedsværk og offentlig kommunikation.

Politikerne mangler i denne undersøgelse. De er med i en anden undersøgelse, som DJØF har sat i gang. Forholdet mellem journalister, offentligt ansatte embedsfolk og kommunikationsfolk er grundlaget for, at medierne kan dække politik ordentligt: Adgang til embedsfolk, adgang til fakta og adgang til informationer om: Hvad udgør grundlaget for og konsekvenserne af den politik, som bliver besluttet og gennemført.

 

Der findes en del definitioner på tillid. Den newzealandske forsker og filosof Annette Baier har defineret tillid som “accepted vulnerability to another’s possible but not expected ill will” (Baier, 1986, 235). Eller oversat til dansk: ”Tillid er accepteret sårbarhed over for andres mulige, men ikke forventede onde vilje”. Denne definition indebærer, at et menneske stoler på, at et andet menneske vil en det grundlæggende godt.

Stephen M. R. Covey (2006) hævder, at tillid altid vil være baseret på den enkelte persons subjektive vurdering. Og han peger også på, at tillid hænger sammen med tid og omkostninger: Trust always affects two outcomes—speed and cost. When trust goes down, speed will also go down and costs will go up,” skriver han.

Et af de mest berømte danske citater om tillid er K.E. Løgstrups: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Han mener, at tillid er medfødt, mens mistillid er noget, vi lærer gennem de erfaringer, vi får. Vi er som mennesker dybt afhængige af hinanden, og vi er dybt forbundne. Gennem talen eller samtalen, gennem ærlighed eller uærlighed kan tillid blive styrket eller svækket. Det gælder også for dialogen mellem journalister og embedsfolk.

Det kan være en positiv spiral:

Figur 1: Tillid kan opbygges ved nuanceret, kritisk og selvkritisk dialog og videreformidling af informationer

Eller en negativ spiral:

Figur 2: Mistillid kan opstå ved unuanceret, ukritisk og uinformeret dialog og videreformidling af informationer

Kun gennem samtaler, åbenhed og ærlighed, kan tilliden genopbygges opbygges. Hvis den ene part ikke lytter til den anden, hvis den ene part gentagne gange lyver, fordrejer eller forhindrer den anden i noget, så opstår mistilliden.

Lene Rimestad, ph.d. og journalist

Bo Smith-udvalget, der i 2015 kom med en række anbefalinger om samspillet mellem embedsværket, den politiske ledelse samt offentligheden, konstaterede også øget mistillid hos journalisterne:

 

”…der var en betydelig grad af mistillid blandt politiske journalister og redaktører til de informationer, de modtager fra ministerierne. Journalisterne giver udtryk for, at de oplever en øget politisering og tilskæring af de svar, de får, når de henvender sig til ministerierne. Henvendelser om rent faktuelle spørgsmål og forsøg på at blive klogere på et sagsområde »til baggrund« bliver i ministerierne ofte læst ind i en politisk kontekst og gør det sværere for journalisterne at få de oplysninger, de efterspørger, og med den hast som vore dages nyhedscyklus betinger. Journalisterne oplever i den forbindelse, at afstanden til embedsmændene »på gulvet« er blevet længere og længere, efterhånden som ministerierne har opgraderet på kommunikationsfronten med presseafdelinger og særlige rådgivere. Tidligere var embedsmændene gode til at give fakta og baggrundsinformation og til at fortælle om grundlaget for de politiske beslutninger, der blev truffet. Relationerne var mere åbne og tillidsfulde, forudsat at journalisten overholdt de aftaler, som blev indgået. Når en journalist i dag henvender sig til en faglig medarbejder for at få baggrundsoplysninger om en sag, er det ikke usædvanligt, at de bliver ringet op af en pressemedarbejder i stedet. Pressemedarbejderne og de særlige rådgivere opleves på den måde som et filter mellem medierne og embedsmændene, der kan blive en hindring for, at journalisterne kan få det bedst mulige grundlag for at udføre deres journalistiske arbejde.




Om projektet

I offentlighedens tjeneste

Constructive Institute har undersøgt forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister. Hvordan ser de tre grupper på hinanden?

Hvis du har input til undersøgelsen, kontakt venligst Lene Rimestad: lene@rimestad.dk eller 53131243.

Tilbage til forsiden