Blog: Skriftlige svar

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

”Du kan tage det skriftlige svar og tørre bagdel med det,”

siger en journalist, der ikke mener, at hun kan bruge de skriftlige svar på en tilfredsstillende måde i sine indslag.

Når hun henvender sig i god tid, synes hun ikke, at det er i orden at sende skriftlige svar på spørgsmål. 

”Vi skal ikke lade os spise af med det. Det er fair nok, hvis det er deadlinekritisk, det har jeg forståelse for, men når vi ringer i god tid… Det er bare ikke i orden.”

75 procent af journalisterne (N = 153) er helt enige eller delvist enige i, at ”min erfaring er generelt, jeg skal sende mine spørgsmål på mail til offentlige myndigheder”. 60 procent (N = 155) af journalisterne er helt eller delvist enige i ”min erfaring er generelt, at jeg får svar på mine spørgsmål på mail fra offentlige myndigheder”.

Blandt embedsfolkene og de offentligt ansatte kommunikationsfolk svarer hver anden (N = 181), at de er helt eller delvist enige i, at de beder om at få spørgsmål på mail, inden organisationen besvarer spørgsmål.

Tallene understøttes af de kvalitative interview, hvor problemerne med især skriftlige svar dukker op under de spørgsmålene om gode og dårlige oplevelser med myndigheder.

”Det der med at stille op er jo afgørende,” siger en anden journalist. ”Ikke de der skriftlige svar, jeg får knopper af det. Fordi så skal man stille opfølgende spørgsmål på skrift, og det kan hurtigt blive en lang eftermiddag.”

”De vil gerne fremstilles på den måde, de gerne vil. Når svaret er på mail, er det ikke muligt med uddybende spørgsmål. Det er en pest,” siger en tredje.

En kommunikationsmedarbejder siger om de skriftlige svar: ”Nogle gange er det rart, at vi ved, hvad vi har sagt, så det [interviewet] ikke bliver kørt ud i en eller anden krog. Så kan man sige, at der er træls med skriftlige svar, men man kan bare stille flere spørgsmål og få nye skriftlige svar. Dialogen er ikke lukket, og interviewet er ikke slut, hvis du har tid til at vente på det.”

En anden kommunikationsmedarbejder siger: ”Det er, når man fornemmer: ’Nu er vi castet til en bestemt rolle’. Der begynder vi, og jeg er med til det, at komme med de der skriftlige svar. Når der ikke er reel lydhørhed…  Det kan godt være, at journalisten får en halv times interview, men kun bruger en sætning som passer ind i vinklen. Det er en uheldig udvikling med kun at ville svare på skrift, men jeg kan godt se den her hos os også.”

En tredje påpeger, at embedsfolks primære sprog er skriftligt og ikke mundtligt som journalisters. 

”Journalister vil altid helst tale, uanset om det er nødvendigt. Der gik nogle få måneder her, så fik jeg besked på, at ’du skal vænne dig til, at vi ikke bare ævler med hinanden’. Vi er nødt til at dechifrere: Hvordan gør vi det bedst? Ofte får journalister faktuelle ting på skrift, nogle gange får de en baggrundssnak.”

En fjerde kommunikationsmedarbejder siger: 

”Journalister og embedsfolk har jo vidt forskellige modus operandi. Journalisters er mundtligt: Interview modus, mens embedsfolk skriftligt. Skrifthed er den eneste form, man kender (som embedsmand), så når der kommer en forespørgsel, så burde skriftligt svar være tilfredsstillende. Journalisten kan stille opfølgende spørgsmål, og det er selvfølgelig langsommeligt, men man skal også have respekt for forskellige måder at arbejde på. Det er jo ikke, fordi man ikke vil svare. (….) Vi arbejder også i et hierarkisk system, og det bliver tjekket, hvad vi siger.

Han uddyber sit synspunkt med, at med skriftlighed er man som embedsmand ”mere sikker på at det er rigtigt”.

”Det afgørende er, om man har adgang til informationer, og det synes jeg, at journalister har,” siger han.

Ikke alle journalister ser de skriftlige svar som et problem, men mere som et vilkår:

”De skriftlige svar, det bruger de mere og mere. Det hader jeg ikke så meget. Men vi kunne skrive dem selv. Du får et standardsvar, men jeg har respekt for det. Jeg ved godt, hvad de vil sige. Jeg ved det hovedparten af gangene,” siger hun.

En journalist oplever, at skriftlige udvekslinger nogle gange går i tomgang.

”Man får svar på skrift på spørgsmål, man ikke har stillet.”

Han fortæller, at hvis han stiller almindelige hv-spørgsmål i sin research, så bliver de ikke prioriteret. 

”Og det vil jeg godt slå et slag for, de der åbne spørgsmål, ikke aktindsigter, det ville være fedt for den demokratiske samtale, hvis man fik svar på dem. Også tit når jeg stiller hv-spørgsmål, så går der aktindsigt i den. Det er ikke en aktindsigt, det er bare nogle spørgsmål, jeg stiller.”

Hvis hv-spørgsmålene skal behandles som en aktindsigt, så kan der nemlig gå ”tusind år”, før han får svar.

Selv når svarene er mundtlige, kan oplevelse også være, at svaret er indstuderet og næsten skriftligt i sin form.

En anden oplever, at i satireprogrammet ”Tæt på sandheden” med Jonathan Spang får praktikanten flere svar, end når journalister prøver.

”Hun kan faktisk med den strategi få en minister mere på glatis, end vi kan. Mens vi kan kun få samme svar, så tvinger hun dem på en anden måde. Det er tankevækkende, at der kommer mere ud af det interview end et i Deadline.”

Embedsfolks argumenter for skriftlige svar

• Modus operandi: Det skriftlige sprog er embedsfolkenes primære sprog til al væsentlig kommunikation.
• Præcist: Det er muligt at svare præcist og helt faktuelt korrekt.
• Kontrol: Man ved helt nøjagtigt og i detaljer, hvad man har kommunikeret.
• Ressourcer: Det kræver mindre forberedelse, end et interview ville.
• Adgang: Det er nemmere for kommunikationsmedarbejderen at få et skriftligt svar fra en embedsmand end at få embedsmanden til at stille op til interview.

Journalisters argumenter imod skriftlige svar

• Modus operandi: Det mundtlige sprog er journalisters primære arbejdssprog. Interview kombineret med skriftlige dokumenter er blandt de væsentligste metoder.
• Uegnet til mediet: Det er ikke hensigtsmæssigt at publicere skriftlige svar på tv og radio. Det er heller ikke egnet til skriftlige udgivelser, fordi det mundtlige sprog er lettere at læse.
• Dårligere formidling: Nogle gange er de skriftlige svar formuleret på en måde, der ikke kan bruges af mediet alligevel (skriftsprog, kancellistil, fagtermer, svært forståeligt eller knudret). 
• Manglende detaljer: Ikke mulighed for uddybende spørgsmål.
• Udenomssvar: Når journalisten skriver spørgsmålet, får journalisten ikke altid svar på netop det spørgsmål, men på noget lidt andet. Svarene forskyder sig, og journalisten kan ikke fastholde fokus eller gentage spørgsmålet
• Fejl: Journalister er bange for, at der er en øget risiko for at begå fejl ved ikke at have dialogen med en embedsmand om sagen. Mulige misforståelser kan hurtigere opklares gennem en samtale.
• Tid: Det tager nogle gange længere tid at få svar og stille opfølgende spørgsmål end ved et interview.