Constructive Journalism Conference:

June 22nd, 2022

Video takeaways from the event

Aktindsigter: Et stort problem – for alle

Aktindsigter udgør et af de absolut største problemer i samarbejdet mellem journalister og embedsfolk. Men de to faggrupper har vidt forskellige grunde til at se aktindsigter som et problem.



 

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

 

En ting er journalister og embedsfolk meget enige om. Arbejdet med aktindsigter er besværligt. Sagt på drævende jysk. Men de to faggruppers argumenter for, hvorfor det er så besværligt, er til gengæld forskellige. 

Journalisterne er især trætte af lang behandlingstid, og de har mistillid: Dels om de overhovedet får det, de beder om og har ret til, dels om tiden trækkes ud med vilje. Journalisterne kritiserer også den nye offentlighedslov, der blev vedtaget i 2014, og som man nu diskuterer en revision af. De er blandt andet trætte af, at visse offentligt ejede selskaber og visse typer dokumenter og informationsudvekslinger har begrænset offentlighed eller er helt undtaget for offentlighed, så det ikke er muligt at nå til bunds i historier om en del offentlige forhold.

Embedsfolkene oplever en belastning af ressourcer, når de får mange aktindsigter, journalisters uvidenhed om, hvornår og hvordan man søger om aktindsigt. De kritiserer ”fisketure” med ”garn, der skraber bunden”, hvor journalister søger aktindsigter i for eksempel samtlige kommuner for at lede efter en historie, men uden at have en konkret sag de arbejder på. 

”Det er ikke hensigten med offentlighedsloven, at den skal bruges på den måde,” siger en embedsmand.

Resultaterne i surveyen illustrerer de forskellige holdninger. 92 procent af de adspurgte journalister (N=160) er meget enige eller delvist enige i, at retten til aktindsigt burde blive udvidet. 55,5 procent af de offentligt ansatte chefer i kommunerne (N=155) siger til gengæld, at de er helt eller delvist uenige i at retten til aktindsigten bude blive udvidet. For alle embedsfolk i surveyundersøgelsen er tallet 43 procent (N=237). 

De offentligt ansatte kommunikationsfolk (N=136) er mere delte i deres holdning til aktindsigt. 34 procent er meget eller delvist enige i at retten burde udvides, men 31 procent er delvist eller meget uenige.

Mere end halvdelen af respondenterne blandt embedsfolk, herunder offentligt ansatte kommunikationsfolk er helt enige eller delvist enige i, at: ”Jeg oplever, at vi bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på aktindsigter i vores organisation”. (N = 31-121)

Det er en gammelkendt nyhed, at aktindsigter udgør et massivt problem – både for det offentlige system og for medier. I den kvalitative undersøgelse har mere end to ud af tre af informanterne nævnt aktindsigter mindst en gang. Alle mener, at aktindsigter er et problem, men kun en enkelte offentligt ansat anbefaler ligefrem journalister at søge flere aktindsigter:

”Hold kæft, hvor er der mange historie, som de ikke ser,” siger kommunikationsmedarbejderen i et interview.

Et fælles kritikpunkt er tiden. For journalisterne handler det om, at visse offentlige myndigheder ikke overholder tidsfristerne for aktindsigt. Folketingets ombudsmand har da også i juni kritiseret sagsbehandlingstiderne på aktindsigtsområdet i Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed blandt andet under COVID-19 epidemien. En kæmpe arbejdsbelastning kan være en del af forklaringen. Tidligere på året kritiserede Folketingets Ombudmand sagsbehandlingstiden i Statsministeriet. Når en journalist får en aktindsigt flere måneder efter den første anmodning kan det være svært at tage historien op igen. Måske er historien uaktuel og reseachen for gammel, og så må journalisten starte sit arbejde forfra.


”Da jeg sendte min anmodning, havde jeg researchet i 2-3 måneder. Jeg fik noget (svar på aktindsigter) efter 3-4 måneder. Nu skal jeg lytte bånd og læse op på sagen igen. På den måde forsinker det min proces,” siger en graverjournalist. ”[De] undskylder sig med, at det tager meget lang tid, og at noget af det skal sendes til høring,” siger han.

Han får en mistanke om, at embedsfolkene bruger undskyldninger for at trække behandlingen af en aktindsigt i langdrag. Han er ikke den eneste, som får den tanke. Flere journalisterne i undersøgelsen udtrykker mistillid til, hvordan anmodninger om aktindsigter behandles.

En lokaljournalist fortæller om en aktindsigt i et større projekt. Aktindsigten blev først behandlet efter kommunalvalget.

”[Der var] alle mulige benspænd, de skulle først høre hinanden, og så fik de forhalet aktindsigterne til efter valget,” siger han.

Et andet af journalisternes kritikpunkter afspejler også journalisternes mistro til myndighederne: Får man som journalist overhovedet hele sandheden?

”Jeg har jo den der fornemmelse af, at man nogle gange forsøger at snyde på vægten i forhold til aktindsigter,” siger graverjournalist, der først fik nogle oplysninger fra en myndighed, der var mindre belastende for myndigheden, og senere nogle andre, der var mere belastende, da han blev ved med at bede om fakta, fordi myndighedens første oplysninger ikke stemte overens med den viden, han selv havde indsamlet.

Det resulterer også i, at nogle journalister søger aktindsigt i deres egen aktindsigt for at finde ud af, hvordan den er blevet behandlet af myndigheden. Flere journalister kan også aftale at søge aktindsigt i det samme med et vist mellemrum for at se, om de rent faktisk får de samme oplysninger. Bliver to forskellige journalister behandlet ens eller forskelligt? Det er også almindeligt at søge aktindsigt i hinandens aktindsigter for at sikre sig, at journalisten har samme oplysninger som konkurrenter på andre medier.

For embedsfolkene handler det om, at de har svært ved at nå det – især i pressede perioder med corona, krig i Ukraine og andre presserende og store sager kan det være svært. Aktindsigter, ikke bare fra journalister, men også fra borgere, koster mange ressourcer.


Fredericia Kommune fik for eksempel i en periode på otte måneder 250 aktindsigter i sagen om borgmesteren.

Chefjurist og indkøbschef i Fredericia Kommune Henrik Melchior Olsen ved ikke, hvad det præcist har kostet kommunen:

”Men de mange aktindsigter betød, at juridisk afdeling og flere andre, hvor vi skulle indhente oplysningerne, alene har kunnet løse begrænsede opgaver ud over aktindsigterne,” siger han.

Nogle afslag kan tage længere tid at formulere end at give aktindsigten.

Embedsmændene er dog især irriterede over de anmodninger om aktindsigt, som visse medier sender til samtlige kommuner eller regioner, hvor de ”fisker” efter historier. 

En embedsmand skriver i surveyen som svar på et spørgsmål om problemer i samarbejdet:

”Der er alt for mange journalister, der sender aktindsigtsanmodninger for blot at ”fiske” efter en mulig historie – uden de har belæg for at tro, der er en relevant vinkel at dække. Det koster kommunen enormt meget arbejdstid at besvare alle disse aktindsigter, hvor langt de flere aldrig bliver til historier,” skriver embedsmanden.

En kommunikationsmedarbejder i en region siger i det kvalitative interview:

”[Journalisterne] smider bundtrawlet ud. De drømmer ikke om, hvor stor en belastning det er,” siger han.

En tidligere kommunikationsansat i en mindre kommune fortæller, hvordan to medarbejdere godt kan bruge 14 dage på sådan en rundspørge formuleret som en aktindsigt. Nogle gange er aktindsigten formuleret ud fra en kommunes opbygning og terminologi

”Det (med at søge aktindsigter) gør de ofte på baggrund af, hvordan de tror tingene hænger sammen, og så bruger de nogle ord og begreber fra andre kommuner, men vi har ikke de samme opdelinger og bruger ikke de samme ord og begreber,” siger en kommunikationsmedarbejder.

Kommunerne søger nogle gange hjælp hos KL for at blive enige om, hvordan de kan reagere på de landsdækkende, ressourcekrævende aktindsigter.

Det er meget forskelligt, om kommunikationsfolkene bliver inddraget i aktindsigter. De fleste steder får kommunikationsmedarbejderen automatisk besked, når en journalist søger aktindsigt i noget. Så kan vedkommende vurdere, om der skal gøres noget mere. Andre steder kører aktindsigterne, uden at kommunikationsmedarbejderen involveres. 

I historier med erfaringskilder, casehistorier, kræver myndighederne ofte, at journalisten har ”samtykke til sagsindsigt” fra erfaringskilden, før myndigheden overhovedet vil forholde sig til historien. Nogle gange vælger myndigheden alligevel at lade være med at kommentere sagen – for eksempel af hensyn til erfaringskilden. ”Samtykke til sagsindsigt” indebærer om, at kilden har fået aktindsigt i sin egen sag og tillader journalisten at læse med. Det skal myndigheden vide for at eventuelt at kunne udtale sig.



Løsninger

Hvilke løsninger er der på problemerne med aktindsigter? Det afhænger igen af synsvinklen.

 

  • Ændringer af loven er et udtrykt ønske fra især journalister.
  • Mere ensrettede normer for og holdninger til, hvordan loven administreres. Journalisternes oplevelse er, at lovgrundlaget er en ting, men praksis kan variere mellem myndighederne og variere over tid eller være forskellig i forskellige sager. 
  • Mere dialog mellem journalister og myndigheder om den enkelte anmodning om aktindsigt med en samtale om, hvordan anmodningen kan blive så konkret som muligt.
  • De såkaldte ”fisketure” begrænses.

En oplagt løsning – udover lov- og holdningsændringer – er at styrke dialog om den enkelte aktindsigt: Grundige samtaler, hvor både journalist og embedsfolk sammen diskuterer, hvordan journalisten hurtigst muligt kan få adgang til det, som journalisten har brug for, uden at myndigheden skal ligge vandret.

Det gode råd til journalisterne fra en embedsmand i en kommune lyder:

”Ring til os, start ikke med at sende en aktindsigtsanmodning. Lad være med det. Ring til os, vi har kun interesse i en fri presse og oplyste borgere.”

En graverjournalist bruger følgende formulering:

”Jeg anmoder hermed om aktindsigt i nedenstående. Eftersom alle de efterspurgte dokumenter er genstand for aktuel sagsbehandling i ministeriet og styrelsen, antager jeg, at min anmodning kan besvares inden for de syv arbejdsdage, som Lov om offentlighed i forvaltningen foreskriver. Er der uklarheder i min anmodning, eller har jeg i min anmodning formuleret mig på en måde, som medfører et uforholdsmæssigt stort arbejde for ministeriet, uden at det giver et modsvarende udbytte for mit formål, er I velkomne til at kontakte mig på nedenstående telefonnummer, eller på denne mailadresse.”

Journalisten beder altså myndigheden om at hjælpe ham med en afvejning af ressourceforbruget og hans udbytte. Derefter tager journalisten en dialog med myndigheden og konkluderer om den konkrete forløb: ”Forløbet blev uden tvivl bedre af, at modparten var villig til dialog.”

Sådan er det ikke altid. Ikke alle myndigheder engagerer sig i dialoger om anmodninger om aktindsigt. Men det kunne være en forslag til en gængs metode.

Nogle gange kan en aktindsigt erstattes af, at journalisten ringer op og stiller et spørgsmål, men det kræver, at nogen tager telefonen og vil svare i den offentlige myndighed.

En ændring af offentlighedsloven står dog højt på journalisternes ønskeseddel. Statsminister Mette Frederiksen lovede på sit pressemøde efter Minkkommissionens beretning, at offentlighedsloven skal revideres, så det bliver nemmere for offentligheden at søge aktindsigt. 

I vores nabolande Sverige og Norge er der bedre adgang til dokumenter fra det offentlige, og der er en central indgang til at ansøge om aktindsigter. Så måske handler det både om en ændring af loven, ændringer af holdningen til offentlighed (hvor meget bør være offentligt), men også om tekniske løsninger, der indebærer, at flere oplysninger er nemmere at få adgang til ved at være offentligt tilgængelige og søgbare.


Om projektet

I offentlighedens tjeneste

Constructive Institute har undersøgt forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister. Hvordan ser de tre grupper på hinanden?

Hvis du har input til undersøgelsen, kontakt venligst Lene Rimestad: lene@rimestad.dk eller 53131243.

Tilbage til forsiden