NEW: Read about the fellow’s Study Tour to San Francisco here

Learn More

For lidt tid, for lang tid, men aldrig tids nok

Både journalister, embedsfolk og kommunikationsfolk har problemer med tid. Aktindsigter kommer for sent. Embedsfolk har travlt. Journalister skal levere til en deadline. Men der spekuleres også i tid. En myndighed kan nemmere få en nyhed ud, når journalisterne egentlig har alt for travlt med at fylde fladerne.

 

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d.

 

Nogle journalister er utilfredse med, at det tager for lang tid at få en kommentar fra en politiker eller embedsmand.

”Det skulle jeg bruge for to timer siden. De har ikke en forståelse for, hvor stærkt det går,” siger en journalist i den kvalitative undersøgelse.

Journalisters travlhed er velkendt. Der er altid en deadline, som skal nås. 60 procent af de adspurgte journalister er helt enige eller enige i udsagnet: ”Jeg oplever ofte at blive presset tidsmæssigt, når jeg arbejder med en historie”.

”Jeg forstår også deres arbejdsvilkår. Jeg ville gerne have, at de forstod vores,” siger en embedsmand om de journalister, som gerne vil snakke med ham. Og gerne vil snakke med ham straks.

Han forklarer, at uanset hvor godt han er inde i sit ressortområde, så skal han altid forberede sig til et interview ved at læse op på sagen eller emnet. Så kan journalisten godt mene, at interviewet ”bare tager ti minutter”. Men for ham tager det altså noget længere tid.

Og han har også travlt. Hans arbejde er ikke kun at snakke med medier.

”Hvis [journalisterne] så kommunaldirektørens kalender, ville de løbe skrigende væk,” siger en kommunikationsmedarbejder.

En embedsmand oplever journalisternes travlhed som en belastning:

”Vi har rigeligt travlt i det offentlige, og udviklingen er, at vi skal lave mere research for journalister. Jeg skal lave deres baggrundsresearch, det gider jeg ikke.”

Hun mener, at historierne bliver dårligere researchet på grund af hastigheden:

”Jeg oplever, at journalister er blevet mere fortravlede. Jeg tror, at de skal være på mange platforme, før skrev til de kun et trykt medie, nu skal de skrive både til de trykte og online.”

Embedsmanden beskriver også, hvordan kontorchefer ikke altid har tid til at blive interviewet: 

”En kontorchef kan ikke løbe ud fra et vigtigt møde, fordi en journalist siger: ’Hvis ikke du har svaret inden for halvanden time, så skriver jeg det her’.”

En kommunikationsmedarbejder i et ministerium siger:

”Jeg kan stadig blive forbløffet over meget urimelige forventninger fra journalister. Jeg får jævnligt e-mail uden for kontortid. De forventer, at vi sidder døgnet rundt for at betjene dem.”

Flere kommunikationsmedarbejdere beder også om forståelse for travlheden i deres organisation.

En kommunikationsmedarbejder siger om en minister: ”Vi prøver at lave det, vi kan mundtligt, når der er tid til det. Nogle gange er kalenderen fyldt, så er det kun skriftligt, det er meget forskelligt, vi prøver at planlægge større interviews med nogle medier. Det er nemmere, hvis vi får længere tid.”

En anden kommunikationsmedarbejder fortæller om en kalender ”timet på minutter”. 

Flere journalister beskriver, hvordan anmodninger om aktindsigt kan trække i langdrag.

”Jeg synes, et af de allerstørste problemer er hastigheden. Nogle sager trækker så meget ud, at det nærmest er uaktuelt, når vi får svar,” siger en journalist.

En tredje journalist klager over adgangen til embedsværket, der skal gå via kommunikationsmedarbejderen:

”Og så er det i et mediebillede, hvor tingene går stærkere. De bliver en stopklods, fordi ’nå okay, så skal vi lige forbi [den kommunikationsansvarlige] først’.”

Mange graverjournalister har bedre tid, men oplever, at selv med lange tidsfrister kniber det med at få en minister til at stille op. En journalist beskriver problemet:

”Selv om jeg ringer fem dage i forvejen, (…) selv om jeg giver dig spørgsmålene på forhånd, (…) selv om jeg synes, at vi gør meget for at få det til at tage så kort tid som muligt [stiller den ansvarlige ikke op til det kritiske interview]. Jeg synes, det der med at når vi prøver at tilrettelægge det, så de har masser af tid, ’alt kan lade sig gøre’, ’du må sige til’, ’vi er også på vagt i weekenden’, ’her er spørgsmålene’, ’der er tre ting, vi gerne vil vide’. Jeg synes, at det er urimeligt ikke at afsætte tid til det. Vi prøver virkelig at være fleksible. Nogle gange har vi eksempler på, at vi gerne ville skubbe historien og køre den onsdag i stedet for mandag, og så bliver det ’I kan få et skriftligt svar’.”

En kommunikationsmedarbejder i et ministerium svarer på, hvordan ministeriet vælger og fravælger henvendelser fra journalister.

Hvordan prioriterer du henvendelserne?

”Det kan jeg ikke stille firkantet op. Det kommer an på emnet. Har vi noget på det? Hvordan kan vi bedst muligt levere det, en journalist har brug for? Med bedst muligt mener jeg, hvordan balancerer vi vores hensyn og journalistens. Hvordan kan de to behov mødes? Den gode hestehandel, den bedste handel er når, begge er tilfreds. Det kan vi ikke altid nå. Hvad nu hvis den proaktive kan vente til i morgen? Kan den reaktive vente, hvis det skal behandles i morgen i Folketinget?”


Et godt tilbud

Travlheden hos journalisterne bliver også udnyttet.

En pressemedarbejder i et ministerium fortæller, hvordan det kan være en strategi at ringe til et af de hurtige nyhedsmedier med tilbud om breaking news og et solointerview med ministeren.

”Problemet er, at de bliver kastet rundt [på nyhedsmediet]. Jeg oplevet, at journalisten har spurgt mig, hvad er det gode spørgsmål til ministeren. Al respekt, men de vilkår, de ved jo intet. Jeg kan bare konstatere, at det kommer vi til at spekulere i. Det bliver nemt at ringe til dem, give dem en aftale [med ministeren] her kl. 11, give dem briefingen fem minutter før. (…) Det er deres berettigelse, at de kører den slags breaking news hele tiden.”

Bagefter kommer andre journalisterne med deres kritiske spørgsmål. Men så er historien kørt på ministerens præmisser i et medie allerede. Og måske har han ikke tid til at stille op flere gange.

De kommunalt ansatte kommunikationsmedarbejdere mærker også travlheden hos journalisterne. Det gør det nemmere at afsætte kommunens historier.

”Der er et tidspres, nogle gange er de nødt til at springe over, hvor gærdet er lavest,” siger en kommunikationsmedarbejder.

En anden siger: ”Det går så sindssygt hurtigt, det var bare så nemt at få historier ud, fordi de er alt for pressede.”

En tredje fortæller, at han nogle gange giver de lokale journalister et mundtligt tip.

”Nogle gange spørger de så: ’Sender I noget tekst på det her?’ Jeg føler med dem. De er også presset.”

Så må han i gang med at skrive en ”tekst” i form af en slags pressemeddelelse, hvis han vil have historien bragt.

En ung journalist siger:

”Vi er for unge. Vi kan finde ud af at løbe hurtigt, men vi får ikke bidt os fast. Nogle gange kan kvalifikationen i at løbe hurtig være større end evnen til at bide sig fast.”




Hvad skriver journalisten, når kilden ikke stiller op?

Ministeren er ikke vendt tilbage inden deadline. Styrelsen har ingen kommentarer til den verserende sag. Kommunen har ikke haft tid til at svare på vores henvendelse.

Journalister har pligt til at høre begge parter i en sag, og når den ene part ikke stiller op, er det et problem. Journalisten vil som minimum gerne formidle, at hun har forsøgt at få et svar, men ikke har fået et svar. Men med hvilken formulering?

Hvad hvis ministeren sidder på et fly eller i et møde, som hun ikke kan forlade? Hvad hvis myndigheden ikke kan nå at svare inden deadline?

I undersøgelsen efterlyser nogle kommunikationsfolk og embedsfolk, at medierne er mere nuancerede og konkrete, når de skriver en grund til, at en part ikke er med i historien. At formuleringen bliver mere i overensstemmelse med det sande. Og ikke blot: ”Ministeren har ingen kommentarer”.

For eksempel kan svaret indeholde fakta om: Hvor længe har journalisten forsøgt at få et svar? Hvordan lyder det afslag, som journalisten har fået?



Løsninger

Der er ingen nemme løsninger på det tidspres, som både journalister og embedsfolk lever under.

Embedsfolk og kommunikationsfolk foreslår, at journalisterne producerer færre historier. Mere tid til hver historie frem for mange historier med korte deadlines mellem hver, lyder et forslag, der gentages af flere.

Journalisterne foreslår, at adgangen til faktuelle oplysninger bliver nemmere: Mere offentlighed i forvaltningen, flere offentligt tilgængelige informationer

Begge dele virker umulige at opnå med et trylleslag. Mediernes samlede logik forhindrer lige nu færre historier, selv om nogle medier bevidst prioriterer færre historier. Og offentlighedsloven og adgangen til information står ikke til at blive ændret markant lige nu, selv om der er udsigt til justeringer.

Til gengæld er det ikke umuligt at arbejde videre med forståelsen for tidspres som et vilkår i forholdet. Det indebærer:

  • At journalisten prioriterer at henvende sig så tidligt som muligt til kilderne hos myndigheder. At journalisten er klar omkring sine deadlines og muligheder for at skubbe deadlines og forlænge frister.
  • At kommunikationsfolk er hurtige til at melde tilbage, om noget kan lade sig gøre inden for tidsrammen, og at de samtidig er meget tydelige omkring de andre opgaver, som embedsfolk og politikere må prioritere.
  • At embedsfolk fremlægger deres kalender for journalister, så journalisterne forstår, hvordan en hverdag ser ud for en embedsmand.

Om projektet

I offentlighedens tjeneste

Constructive Institute har undersøgt forholdet mellem offentligt ansatte kommunikationsfolk, embedsfolk og journalister. Hvordan ser de tre grupper på hinanden?

Hvis du har input til undersøgelsen, kontakt venligst Lene Rimestad: lene@rimestad.dk eller 53131243.

Tilbage til forsiden