Blog: Uden adgang

Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

“Det er stor ulempe, at man ikke har mere direkte adgang til de embedsmænd, som har det største kendskab til sagerne, som man havde i gamle dage – for 25 og 30 år siden,”

siger en journalist.

En anden husker også tilbage:

”Der var klart bedre adgang dengang. Vi havde ministeriernes telefonbog, der stod lokalnummeret på fuldmægtig Jensen, og så ringede du til ham og fik fakta på plads.”

En tredje beskriver jubelscener i redaktionslokalet, når en journalist endelig kommer igennem til den relevante embedsmand og får lov til – mundtligt – at stille sine spørgsmål og få hendes svar.

To ud af tre journalister (N=157) oplever, at det generelt kan ”være svært at få adgang til de relevante embedsfolk i en specifik sag”. De erklærer sig helt enige eller delvist enige. 26 procent er hverken enige eller uenige. Resten er uenige.

En journalist uddyber det:

”Hvis sket en fejl på et plejehjem, så kan man ikke tale med lederen for plejehjemmet og heller ikke med chefen for området, men måske med direktøren. Det begrænser også, hvad vedkommende kan svare på. Hvis jeg siger: ’Den pårørende til borgeren, hun siger sådan og sådan,’ så siger han: ’Jamen, jeg er ikke så langt inde i detaljerne’.”

Når journalisten bliver skubbet opad i systemet, kan svarene godt blive mere ubrugelige for journalisten og forklaringerne mindre troværdige for mediebrugerne, mener hun.

Der er en tendens til, at det er lettest at få adgang til informationer i kommunerne. Det er sværest i statslige styrelser og i ministerier. Jo tættere på en minister, desto mere politisk kan en sag blive. Og det kan blive et demokratisk problem.

Den samme tendens viser sig, når det gælder adgang til kilderne:

Tallene er forbundet med en vis usikkerhed på grund af få besvarelser, men tendensen bekræftes i de kvalitative interview.

”[Kommunen] er ikke de værste. Statslige myndigheder er værre, og politiet kræver spørgsmål på skrift, man får aldrig et levende menneske i røret. Det er rigtig, politiet er ekstremt slemme til det. Statslige myndigheder er slemme til det. Der er vi ikke endnu [med kommunen]. I 99 procent af tilfældene er det et levende menneske, vi snakker med,” siger en journalist.

En journalist fortæller om en region, der ifølge ham har været ”presset af en række dårlige sager”:

”Det er en region, som er blevet meget lukket lige pludselig. De er søde nok, men det er svært at drive oplysninger ud af dem. Men de skal passe på med at styre for meget. Det er legitimt nok med en styring, men at det ikke ender med at blive en lukkethed. Jeg kan se en stor forskel [i forhold til tidligere]. De vil sikkert selv sige, at de er blevet mere professionaliseret.”

En anden journalist mener, at især kritiske sager kan få en myndighed til at klappe i.

”I nogle tilfælde kan det sikkert være praktiske omstændigheder. Jeg kan ikke se et egentligt mønster, men det er påfaldende, at når det spidser til, så lukker man fuldstændigt ned,” siger han om en styrelse.

En pressemedarbejder i et ministerium bekræfter, at adgangen til embedsfolk er et særsyn:

”Jeg får ikke ofte henvendelser om at få lov til at tale med embedsfolk. Mange journalister fra min egen generation (…) og yngre har næsten aldrig oplevet, at det var en nem ting at gøre. Det værktøj i kassen er ikke normalt,” siger han.

Journalisterne frygter at begå fejl og skulle undvære vigtige oplysninger, når de ikke kan få fat på embedsværket. De ender med i stedet at kontakte politikere og ekspertkilder. Eller en case med et problem får måske for frit spil. En journalist fortæller:

”Det, der sker, når vi har svært ved at få fat i en embedsmand, så griber vi fat i politikere. De har en dagsorden, som det kan være svært at vurdere. Hvor meget den farver de oplysninger, som vi får. Vi er nødt til at arbejde med det, vi har i hænderne. Vi lægger det frem, hvem vi har oplysningerne fra, men… De kan være farvede, så kan jeg godt forstå, hvis man som embedsmand læser om en sag på nettet eller i avisen og ikke føler, vi har fået fortalt hele historien, men den mulighed har vi ikke haft.”

En journalist siger:

”Før i tiden kunne embedsmanden fungere som ekspert og som baggrundskilde, en som faktisk havde et solidt fundament for at få forstå sagen. Vi har ikke længere det forståelsesfællesskab.”

En anden påpeger, at risikoen for fejl øges, når han ikke kan tjekke fakta med den, der sidder med sagen.

De lokale journalister roser til gengæld de lokale embedsfolk, som er tilgængelige.

”Jeg vil sige til embedsmændenes ros. De tager telefonen også på ukristelige tidspunkter. Vi har eksempler på embedsmænd, der svarer på spørgsmål i weekenden fx under corona, og hvor der lige pludselig bliver truffet beslutninger, skoler skulle lukkes, eller testcentre smides op. Jeg har været ked af at forstyrre dem, men de har i mange tilfælde også stillet op.”

En anden lokaljournalist er også positiv over for adgangen i en kommune.

”[Kommunen] er positivt eksempel – de har en [bestemt] afdeling, som er meget åben og agil i forhold til vores behov,” siger hun.

Store variationer

Hvorfor er der så stor forskel? Variationerne på hvor meget adgang og hvordan der er adgang, er store. Både på organisations-, individ- og sagsniveau. Der er stor forskel på de forskellige kommuner, regioner og styrelser og ministerier. Der findes altså ikke en politik og en fælles praksis, der gælder alle myndigheder. Kommunikationsstrategien og praksis forvaltes forskelligt hvert sted. Og en strategi kan lægges i ruiner af arbejdspres som under corona. En ny administrativ eller politisk ledelse kan lægge en ny linje for samarbejdet med pressen. Pressen prioriteres ikke lige højt af alle myndigheder.

Nogle variationer kan være skabt mellem individer: At relationen mellem den pågældende journalist og embedsmand fungerer eller ikke fungerer. Andre variationer kan være skabt af konteksten: Er historien/sagen kritisk, for kritisk, skarpt vinklet/unuanceret, politisk betændt eller kan koste set fra myndighedens perspektiv?

Men helt overordnet kan en politisk og administrativ ledelse beslutte sig for, hvad god praksis bør være for relationen til medierne, så den i mindre grad styres af sagen eller individuel mod- eller medvilje, men mere af en overordnet strategi.

NGO’en Propublica sætter fokus på, hvordan offentlige myndigheder bør arbejde med kommunikation.