Af Lene Rimestad, journalist og ph.d. 

Den ordentlige journalist – set fra embedsfolkene og kommunikationsfolkenes perspektiv

“Jeg har masser af eksempler på, at [journalisterne] gør, hvad de kan for at klæde mig på til konteksten, og det synes jeg er positivt. Så kan jeg tillade mig at være meget tydelig til baggrund og meget bevidst i min kommunikation. Når jeg kender konteksten, og jeg kender vinklen, er det nemmere.”

Kommunaldirektør om nationale medier

• Behandler som udgangspunkt den offentligt ansatte med respekt, lytter og er høflig.
• Holder aftaler.
• Formulerer anmodninger om aktindsigter – måske i samarbejde med embedsfolk – så aktindsigterne koster færrest muligt unødvendige ressourcer.
• Kender embedsfolkenes og de kommunikationsansattes komplekse kontekst og deres hverdag præget af travlhed og stram prioritering af opgaverne.
• Publicerer casehistorier, som er repræsentative for et mere alment problem og afspejler virkeligheden.
• Nuancerer historien – også på de sociale medier.
• Tager hensyn til den enkelte medarbejder, så vedkommende ikke hænges uretmæssigt ud.

Den mindre ordentlige journalist – set fra embedsfolkene og kommunikationsfolkenes perspektiv

“Det er givet, at de er kritiske over magthaverne. Som os. Men min kritik går på, når de er ukritiske… De skal også udvise samme kildekritik over for de demagoger, der kommer med et partsindslæg. Det er så smadderdårlig journalistik, udtryk for dovenskab og for lavt fagligt ambitionsniveau, når de ikke er kritiske over for dem.”

Kommunaldirektør om den lokale presse.

• Er i udgangspunkt mistroisk overfor kommunikationsmedarbejderen og har ikke tillid til embedsmanden.
• Holder ikke aftaler.
  • Formulerer anmodninger om omfattende aktindsigter uden at tænke på ressourceforbruget hos de offentlige myndigheder.

• Er uforstående over for embedsfolkenes og de kommunikationsansattes kontekst og hverdag.
• Lytter ikke til input, når vinklen er lagt.
• Laver casehistorier, der er vinklet meget hårdt – især på de sociale medier.
• Hænger offentligt ansatte ud – selv om det måske mere er konteksten som lovgivning, økonomi, kultur eller normer frem den enkelte medarbejder, der burde kritiseres.